Skip navigation


Staten sparer - og flytter ud

27-07-2010
DEBATINDLÆG - af Bertel Haarder, indenrigs- og sundhedsminister, bragt i Århus Stiftstidende, Nordjyske Stiftstidende og Fyens Stiftstidende 27. juli 2010 Enhedslistens Per Clausen gør sig til på Venstres bekostning i anledning af, at ingen ministerier har fortalt ham om kommende udflytninger af statslige arbejdspladser (Århus Stiftstidende 24/7).

Som den fiffige politiker, han er, har han her i sommer spurgt samtlige ministerier, om de har konkrete planer om udflytning af statslige arbejdspladser.
Selvfølgelig var svaret nej.

Den slags offentliggøres ikke på den måde. Hvad ville medarbejderne sige til at få det serveret på den måde!
Men Danmarks Radio hoppede med alle sine kanaler på historien og interviewede udvalgte "ofre" for den manglende udflytning.
Det passede fint med forårets rædsomme DR-kampagne.

Sandheden er, at staten har udflyttet mange arbejdspladser: Senest SKAT til Ringkøbing, Tinglysningen til Hobro og Sikkerhedsstyrelsen til Esbjerg.
Det eneste område, der ikke har fået flere statslige arbejdspladser, er Hovedstaden! Det fremgik af min regionalpolitiske redegørelse i april.
Samme redegørelse kunne også fortælle, at Tønder, der af DR var udråbt til udkant, så sent som sidste år havde lavere arbejdsløshed end landet som helhed.

Nu bliver der endnu færre statslige job i Hovedstaden.
Staten skal i modsætning til kommuner og regioner reducere personalet, fx 10 procent i mit eget Indenrigs- og Sundhedsministerium.

Så sent som forleden fordelte beskæftigelsesministeren 1000 kommunale arbejdspladser på nogle nye sagsbehandlingscentre til fem mindre byer: Frederikshavn, Holstebro, Haderslev, Vordingborg og Hillerød.

Det står fast, at nye statslige arbejdspladser så vidt muligt skal placeres uden for Hovedstaden. Men det er sparetid, og  ministerierne kan naturligvis ikke annoncere eventuelle udflytninger i svar på spørgsmål.

Sidst opdateret 27-08-2010

Kontaktinformation

Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: Se numre under praktiske oplysninger
 |