Skip navigation


Haarder: Kommunerne må forklare de store budgetoverskridelser

18-05-2010
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarders kommentar til kommunernes regnskabstal

Danmarks Statistik har i dag offentliggjort de kommunale regnskabstal for 2009.

Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder siger:

"Kommunernes regnskabstal viser store overskridelser af budgetterne. Det er en alvorlig sag, og der er ingen tvivl om, at regeringen nu forventer en forklaring fra kommunerne. De sparerunder, vi hører om i kommunerne, står jo i et lidt andet skær, når man nu ved, at samme kommuner sidste år brugte omkring 5 mia. kr. mere end budgetteret med."

Bertel Haarder opfordrer til, at man orienterer sig i de enkelte kommunernes budgetoverskridelser. 

Regnskabstallene viser, at kommunernes realiserede serviceudgifter i 2009 ligger 5,1 mia. kr. over det budgetterede, hvilket svarer til en overskridelse på 2,2 procent. Budgettet er overskredet i 94 ud af 98 af landets kommuner, og overskridelserne ser ud til at være fordelt bredt på de kommunale serviceområder, herunder folkeskolen, daginstitutioner, det specialiserede socialområde og ældreområdet.

I forbindelse med økonomiaftalen sidste sommer blev det aftalt at løfte serviceniveauet med 0,8 mia. kr. i 2009 med henvisning til udviklingen på det specialiserede socialområde. Overskridelsen udgør 4,3 mia. kr. ud over det forhøjede niveau.

Læs tabel med de enkelte kommuners regnskabstal   (åbner som pdf)


Sidst opdateret 26-05-2010

Kontaktinformation

Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: Se numre under praktiske oplysninger
 |