Skip navigation


Anbefalinger om sygehusmedicin

25-05-2009
PRESSEMEDDELELSE - Rapport fra arbejdsgruppen om sygehusmedicin viser, at Danmark - hvor der er fri prisdannelse på medicin - betaler mere for sygehusmedicinen end flere af landene omkring os. Læs rapporten udarbejdet af arbejdsgruppe og analyse udarbejdet af COWI.

En ny rapport fra arbejdsgruppen om sygehusmedicin viser, at Danmark - hvor der er fri prisdannelse på medicin - betaler mere for sygehusmedicinen end flere af landene omkring os. Hvis Danmark kan indkøbe medicinen til samme priser som i Norge eller England, der har indført priskontrolsystemer, kan der indhentes besparelser på sygehusmedicinen.

Ud over kortlægning af priser peger rapporten også på, at nogle af landene omkring os er bedre til at skabe grundlag for effektive indkøb af sygehusmedicin bl.a. ved at have entydige faglige anbefalinger om, hvilke sygehuslægemidler, det anbefales at anvende.

Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen udtaler:

”Jeg er stor tilhænger af en fri prisdannelse, men sygehusmedicin er på flere måder et specielt område, og den nye rapport viser nu, at vi betaler for meget for den medicin, der bruges i sygehusvæsenet sammenlignet med flere lande omkring os. Med rapporten har vi et godt grundlag for at drøfte, hvordan udfordringerne med de stigende sygehusmedicinudgifter kan takles fremover, ”    

Formand for Danske Regioner Bent Hansen udtaler:

”Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har fået kortlagt medicinområdet i Danmark. Som ansvarlig for et offentligt finansieret sundhedsvæsen, lægger vi stor vægt på, at vi får mest mulig sundhed for pengene - og ikke betaler for meget for medicinen”. 

Rapporten er udarbejdet af Danske Regioner, Finansministeriet og Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse i fællesskab og indgår i de igangværende drøftelser om regionernes økonomi for 2010.

Arbejdsgruppen blev nedsat ved økonomiforhandlingerne sidste år, fordi udgifterne til sygehusmedicin er steget kraftigt i de senere år. Parterne var enige om, at der er behov for initiativer, der kan bidrage til en bedre styring af udgiftsudviklingen. 

Se rapporten: "Analyse af sygehusmedicin - Rapport fra arbejdsgruppen om sygehusmedicin"

Konsulentfirmaet COWI A/S har for arbejdsgruppen udarbejdet en analyse af en række landes sygehusmedicinpriser og organisering af indkøb af sygehusmedicin.

Se analyse udarbejdet af COWI A/S februar 2009 og bilag:

"Analyse af sygehusmedicin i udvalgte lande"

Bilag til analyse:
Sverige
Norge
England
Tyskland
Nederlandene
Danmark
Frankrig
Canada

Kontakt:
Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, pressemedarbejder Martin Deichmann, mde@sum.dk, tlf. 40 82 06 37

Danske Regioner, kommunikations- og presserådgiver Karen Torgny, kat@regioner.dk, tlf. 22 22 26 69


Sidst opdateret 05-08-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |