Skip navigation


Patienter skal have tilskud til medicinsk cannabis

22-03-2018
PRESSEMEDDELELSE - Patienter, der har købt medicinsk cannabis under den forsøgsordning, der trådte i kraft 1. januar, skal fremover have mulighed for at få tilskud til det. Sådan lyder en ny aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

Patienter, der har købt medicinsk cannabis under den forsøgsordning, der trådte i kraft 1. januar, skal fremover have mulighed for at få tilskud til det. Sådan lyder en ny aftale mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti.

” Jeg er glad for, at Regeringen og Dansk Folkeparti i dag er blevet enig om en tilskudsordning til medicinsk cannabis. Det er vigtigt at forsøgsordningen ikke får social slagside og presser patienter ud på et kriminelt marked. Forsøgsordningen med medicinsk cannabis skal jo give lindring til patienter, hvor mange ikke har gavn af den konventionelle medicin, så det er vigtigt, at ordningen virker ”, siger Ellen Trane Nørby.” 

” Endelig landede vi en aftale, om end det først bliver til 1 januar 2019. Men glædeligt at vi sikrer, at det bliver med tilbagevirkende kraft, så alle dem der har betalt i år, får tilskudet udbetalt senere. Med denne aftale sikrer vi at alle uanset ønonomi, har mulighed for at prøve om medicinsk cannabis kan hjælpe i deres situation, samt at terminale patienter får 100% tilskud”, siger sundhedsordfører Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

” Det har længe været en mærkesag for Liberal Alliance, og i år lykkedes det så at starte en fireårs forsøgsordning. Det er en stor glæde, at det ventede tilskud nu kommer på plads. Det har været vigtigt for mig, at flest mulige patienter kan få glæde af lovligt ordineret Cannabis til at lindre deres smerter i stedet for at være nødt til at gå på det kriminelle marked, når de har ikke oplevet at konventionelle lægemidler har kunne hjælpe dem”, siger sundhedsordfører May-Britt Kattrup fra Liberal Alliance.

” Jeg er rigtig glad for, at vi nu har kunne blive enige om en tilskudsmodel for medicinsk cannabis”, siger sundhedsordfører Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

”I dag er en god dag for danske patienter for nu vil en særlig gruppe sårbare patienter kunne få tilskud til behandling med medicinsk cannabis. Selvom tilskuddet først træder i kraft fra 1. janauar2019, så er vi i Venstre glade for at vi er enige med Dansk Folkeparti om at give tilskud med tilbagevirkende kraft til 1.jan 2018. Det manglede bare”, siger sundhedsordfører Jane Heitmann fra Venstre.

Der er indtil videre to cannabisprodukter, der er omfattet af forsøgsordningen, og som danske patienter kan få ordineret som led i ordningen – og flere forventes at komme på markedet i den nærmeste fremtid.   

Siden nytår og frem til udgangen af februar har 207 patienter fået recept på medicinsk cannabis i forsøgsordningen. Recepterne er udstedt af 78 forskellige læger. Bare i februar kom 96 nye patienter til – og 25 læger.   

Da den nye tilskudsordning kræver lovændring og tilpasning af IT-systemer, kan den først træde i kraft i januar 2019. Men alle patienter, der har købt medicinsk cannabis i år, vil til den tid kunne få tilskud med tilbagevirkende kraft.    

 

Fakta om tilskud til medicinsk cannabis:    

Regeringen og Dansk Folkeparti har aftalt følgende model for en særskilt tilskudsordning, som tilgodeser patienterne og samtidig har indbygget en vis grad af budgetsikkerhed:   

Der gives 100 pct. tilskud til terminalpatienter.
Terminalpatienter får også i det almindelige medicintilskudssystem 100 pct. i tilskud. Begrundelsen er, at døende patienter, som vælger at tilbringe den sidste tid i eget hjem eller på et hospice, ikke skal stilles økonomisk ringere end patienter, der forbliver indlagt på hospital, hvor medicinudgifter dækkes fuldt ud. 

Øvrige patienter kan få 50 pct. tilskud - op til 10.000 kr. i tilskud om året.

Tilskuddet gives med tilbagevirkende kraft, så også produkter købt i 2018 gives tilskud.   

Patienter, som bruger magistrelle lægemidler, der indeholder cannabis, vil som i dag kunne få enkelttilskud efter det almindelige medicintilskudssystem.   

Det skønnes, at de samlede udgifter til ovenstående tilskudsmodel over forsøgsordningens fire år udgør 64,2 mio. kr. Dette under forudsætning af, at der vil indgå 500 patienter i forsøgsordningen i 2018, 1.000 patienter i 2019, 1.200 patienter i 2020 og 1.500 patienter i 2021, samt at priserne på produkterne holder niveau.   

For at sikre budgetsikkerhed bliver tilskudssatsen og/eller loftet automatisk ændret i 1. og/eller 3. kvartal, såfremt at der er indikationer på, at tilskudsordningen overskrider 64,2 mio. kr. med mere end 25 pct.   
 

Yderligere oplysninger:
Presse- og kommunikationschef Christian Lehmann, tlf.: 26 80 40 26   

Partiernes ordførere kan kontaktes på følgende telefonnumre: 
Dansk Folkeparti: Liselott Blixt, sundhedsordfører, tlf.: 61 62 46 26.

Venstre: Jane Heitmann, sundhedsordfører, tlf.: 61 62 51 96.

Liberal Alliance: May-Britt Kattrup, sundhedsordfører, tlf.: 61 62 45 74.

Det Konservative Folkeparti: Brigitte Klintskov Jerkel, sundhedsordfører, tlf.: 33 37 42 10.


Sidst opdateret 23-03-2018

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |