Skip navigation


Nyt Inspirationskatalog skal sikre fælles kamp mod antibiotikaresistens

27-11-2019
NYHED - I inspirationskataloget præsenteres positive erfaringer fra hele landet, som kan støtte medarbejdere på småbørnsområdet, ældreplejen, almen praksis og hospitalsvæsenet til at bidrage til den fælles kamp mod antibiotikaresistens.

Oplysning til nye forældre om brug af antibiotika til småbørn. Ingen urinvejsinfektioner i 150 dage på plejehjem. Vent og se-recepter. I et nyt inspirationskatalog udgivet af Sundheds- og Ældreministeriet og Det Nationale Antibiotikaråd deles en række positive erfaringer fra hele landet til, hvordan man i dagligdagens arbejde som sundhedsprofessionel kan være med til at sikre, at der ikke bruges antibiotika, som kunne være undgået.

Det estimeres, at der allerede i dag på verdensplan dør omkring 700.000 mennesker hvert år af infektioner med bakterier, der har udviklet resistens mod antibiotika. Og WHO anslår, at det vil vokse til 10 millioner mennesker årligt i 2050, hvilket er flere, end der i dag dør af kræft. Verdensbanken kalder truslen “en langsom tsunami”.

I takt med at bakterierne bliver resistente, bliver der brugt mere og skrappere typer af antibiotika - og det er kun med til at forøge antallet af resistente bakterier. Det skønnes, at op imod halvdelen af antibiotikaforbruget til mennesker i verden bruges forkert. Det medfører, at antibiotikabehandlingen ikke gør patienter raske og bidrager samtidig til en farlig og unødvendig udvikling af antibiotikaresistens.

Derfor er det vigtigt, at sundhedsprofessionelle kender til den risiko for resistensudvikling, der kan være forbundet med brugen af antibiotika, og får redskaber til hjælpe med at forebygge unødig brug hos borgerne.

Inspirationskataloget er et led i Sundheds- og Ældreministeriet og Det Nationale Antibiotikaråds arbejde med at oplyse om antibiotika og resistensproblemer. Udgivelsen af kataloget kommer i forlængelse af lanceringen af dette års antibiotikakampagne, der handler om at forebygge blærebetændelse og dermed mindske unødig brug af antibiotika.

Se inspirationskataloget (pdf)

Læs mere på hjemmesiden:  www.antibiotikaellerej.dk         

Yderligere oplysninger:
Kommunikationskonsulent Anne-Marie Mohr Nielsen, Sundheds- og Ældreministeriet, tlf.: 30 46 03 98, mail:
ammn@sum.dk  



Sidst opdateret 28-11-2019

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |