Skip navigation


Vejledning om dækning af sygehusbehandling i andre EU- og EØS-lande

07-11-2008
Denne vejledning oplyser om din ret til at få dækket behandling i EU- og EØS-lande af det offentlige efter EF-retten.

Det udvidede frie sygehusvalg - som giver ret til at komme på et privathospital, der har aftale med regionerne, hvis ventetiden på sygehusbehandling overstiger 1 måned - er suspenderet fra 7. november 2008 til og med 30. juni  2009.  Det er sket for at sikre den bedst mulige faglige prioritering af patienter på venteliste.

Din bopælsregion kan oplyse dig, om du hører til de patienter, som har ventet længst og har størst behov. Den kan også oplyse, om den har et tilbud til dig på et privathospital, eller et andet tilbud, hvor du kan få hurtigere behandling, end bopælsregionen selv kan tilbyde. Se pjecen: Frit valg af sygehus - Suspension af udvidet frit sygehusvalg til 30. juni 2009 - Behandling i udlandet .

Hvis regionen helt undtagelsesvist ikke kan tilbyde dig rettidig behandling eller behandling inden for normale ventetider, så kan du eventuelt få dækket behandling i udlandet.

Om en behandling kan tilbydes rettidigt i forhold til dit behandlingsbehov beror på en lægefaglig vurdering af din sygdomstilstand, baggrunden for den, den forventede udvikling og omfanget af eventuelle smerter og funktionsnedsættelse. Denne vurdering foretages af regionen på baggrund af de lægefaglige oplysninger, som foreligger om dig.

Om en behandling kan tilbydes indenfor normale ventetider beror på, hvad der er normal ventetid her i landet på de offentlige sygehuse for behandling af din sygdom under hensyn til dens forventede udvikling. Denne vurdering foretages af regionen på baggrund af de oplysninger, som foreligger om dig, og viden om ventetider. Ventetider på en lang række undersøgelser, behandlinger og efterbehandlinger kan ses på www.venteinfo.dk .

Denne vejledning oplyser om din ret til at få dækket behandling i EU- og EØS-lande af det offentlige efter EF-retten. Med EF-retten menes EF-domstolens retspraksis vedrørende EF-traktatens art. 49 og EF-forordning 1408/71 om social sikring af vandrende arbejdstagere m.fl., jf. artikel 22, stk. 2, 2. afsnit.

EU- og EØS-landene kan ses sidst i denne vejledning. 

Vederlagsfri behandling efter sundhedsloven


Du har frit sygehusvalg til alle offentlige sygehuse her i landet. Hvis du i stedet ønsker behandling på et sygehus i udlandet, kan du i nogle tilfælde få behandlingen vederlagsfrit efter sundhedsloven.

Det kan fx være tilfældet, hvis du har behov for en anerkendt højt specialiseret og nødvendig behandling, som ikke kan tilbydes her i landet, og du er indstillet af den sygehusafdeling, som har den højeste ekspertise her i landet til at få den på et sygehus i udlandet, og Sundhedsstyrelsen godkender det. Hvis du har kræft eller visse hjertesygdomme og ikke kan få behandling her i landet inden for nærmere bestemte maksimale ventetider her i landet, kan du også få ret til behandlingen i udlandet. Du kan også i visse tilfælde få forskningsmæssig og eksperimentel behandling på et udenlandsk sygehus, forudsat forudgående godkendelse i regionen eller Sundhedsstyrelsen. De nærmere regler herom er fastsat i sundhedsloven og bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. Du kan eventuelt tale med lægerne på dit sygehus om dine muligheder. Du kan også få oplysning om det på patientkontorerne.

De nærmere regler kan ses i bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling m.v. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=121767 og bekendtgørelse om behandling af patienter med livstruende kræftsygdomme m.v. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=11084

Behandling efter EF-retten

Du kan i nogle tilfælde få dækket sygehusbehandling i andre EU- og EØS-lande af det offentlige efter EF-retten.

Det kræver, at du får en forhåndsgodkendelse af din bopælsregion. Hvis din bopælsregion ikke kan tilbyde dig rettidig sygehusbehandling på egne sygehuse, andre offentlige sygehuse, samarbejdssygehuse eller aftalesygehuse i forhold til dit behandlingsbehov - eller tilbyde dig sygehusbehandling inden for normale ventetider - skal regionen give dig en forhåndsgodkendelse.

Forhåndstilladelsen kan dog kun dække samme eller tilsvarende behandling, som du ville være tilbudt her i landet.

Du skal selv indhente et behandlingstilbud fra et sygehus i et andet EU- eller EØS-land m.v.  

Hvis du er henvist til behandling på et af bopælsregionens sygehuse, og du ikke kan få rettidig sygehusbehandling eller sygehusbehandling inden for normale ventetider, kan du ansøge regionen om en forhåndsgodkendelse til samme eller tilsvarende behandling på et sygehus i et andet EU- eller EØS-land.

Den offentlige dækning af behandlingen er afhængig af, 1) om din bopælsregion ikke kan tilbyde dig sygehus-behandling rettidigt i forhold til dit behandlingsbehov, eller 2) om din bopælsregion ikke kan tilbyde dig sygehusbehandling indenfor normale ventetider.

Nedenfor kan du læse om, hvad der i øvrigt skal til for at få en forhåndsgodkendelse, hvad den dækker, samt om transport, og hvor du kan få råd og hjælp med ansøgningen.


 1.      Dækning, hvis du ikke kan få rettidig sygehusbehandling

Du kan efter EF-domstolens retspraksis få hel eller delvis refusion af dine udgifter til behandling på et offentligt eller privat sygehus i et andet EU- eller EØS-land, hvis din bopælsregion ikke kan tilbyde dig rettidig sygehusbehandling i forhold til dit behandlingsbehov.

Du skal selv betale behandlingen, og kan derefter få refunderet udgifter svarende til, hvad den samme eller en tilsvarende behandling koster her i landet. Her anvendes normalt såkaldte DRG-takster. Hvis dine behandlingsudgifter overstiger DRG-taksten, må du selv betale differencen.

For at få udbetalt godkendt refusion skal du indsende følgende oplysninger til bopælsregionen:

  • en beskrivelse fra det udenlandske sygehus af den behandling, som du har modtaget og
  • en specificeret og kvitteret regning og eventuelle andre oplysninger til brug for udbetalingen.

2.     Dækning, hvis du ikke kan få sygehusbehandling inden for normale ventetider

Du kan efter EF-forordning 1408/71 få betalt din behandling på et sygehus, der er omfattet af det offentlige sygehustilbud i et andet EU- eller EØS-land eller Schweiz, hvis din bopælsregion ikke kan tilbyde dig behandling indenfor normale ventetider på egne sygehuse, andre offentlige sygehuse, samarbejdssygehuse eller aftalesygehuse.

Du skal ikke lægge ud. Du skal dog selv betale en eventuel egenandel, hvis borgerne i det land, hvor du bliver behandlet, betaler en egenandel.  

Ansøgning


Du må ikke have påbegyndt behandlingen på sygehuset i udlandet, før regionen har godkendt din ansøgning. Til gengæld skal regionen give dig godkendelse eller afslag på din ansøgning senest 2 uger efter, at regionen har modtaget den.

Du skal sende din ansøgning om forhåndsgodkendelse til din bopælsregion med følgende oplysninger:

  • kopi af lægehenvisning til sygehusbehandling, lægeerklæring eller lignende,
  • oplysning om den dato til undersøgelse og/eller behandling, som du har fået tilbudt af bopælsregionen, fx indkaldelsesbrev
  • tilbuddet fra det udenlandske sygehus med beskrivelse af behandling, herunder forundersøgelse og oplysning om undersøgelses- og/eller behandlingsdato og pris, samt
  • din tilladelse til, at regionsrådet kan indhente yderligere oplysninger om helbredsforhold mv., som er nødvendige for vurdering af ansøgningen.

De oplysninger, du sender til regionen, skal være på et nordisk sprog, tysk, engelsk eller fransk. 

Klage og erstatning mv.


Du bør bede det udenlandske sygehus oplyse dig om dine klage- og erstatningsmuligheder i forbindelse med behandling på sygehuset, for du er ikke dækket af de danske regler om klage og  erstatning.

Du kan rette henvendelse til regionsrådet, hvis du er utilfreds med regionens afgørelse af din ansøgning om forhåndsgodkendelse. 

Transport, ledsagelse og tolkning mv.

 

Forhåndstilladelse omfatter ikke dækning af udgifter til transport, ophold, eventuel ledsager og tolkning. Det skal du selv sørge for.

Du kan dog få betalt den del af transportudgifterne, som din hjemregion skulle betale, hvis du blev behandlet på et sygehus, som regionen ville have henvist dig til. Det forudsætter dog, at du ville have ret til transport eller transportgodtgørelse dertil. De nærmere regler herom findes i bekendtgørelse om befordring eller befordringsgodtgørelse efter sundhedsloven. https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=121107  

Information, råd og vejledning


Når du har brug for sygehusbehandling, kan du få råd og vejledning hos din læge om valg af sygehus og oplysning om ventetider.

Når et sygehus har modtaget en henvisning fra din læge, skal sygehuset indenfor 8 hverdage sende et indkaldelsesbrev til dig. Brevet oplyser bl.a. om tid og sted for din undersøgelse eller behandling, om dine muligheder for at benytte det frie sygehusvalg, om dine muligheder for at blive viderehenvist til privathospitaler, som regionen har indgået aftale med i suspensionsperioden, om ventetider på behandling på sygehusene i din region og andre regioner mv.

På patientkontorerne kan du få yderligere information om det frie sygehusvalg og retten til behandling i et andet EU- eller EØS-land. Du kan også få vejledning om og hjælp til at benytte disse muligheder. Du kan finde patientkontorernes adresser og telefonnumre på bagsiden af denne pjece.

Du kan også se disse oplysninger på www.sygehusvalg.dk , www.venteinfo.dk og www.sundhed.dk  

Ansøgninger om forhåndsgodkendelse kan sendes til:


Region Hovedstaden
Kongens Vænge 2
3400 Hillerød
Mail:
regionh@regionh.dk
Tlf.48 20  50 00

Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Mail:
regionsjaelland@regionsjaelland.dk
Tlf. 70 15 50 00

Region Midtjylland
Skottenborg 26
8800 Viborg
mail:
kontakt@regionmidtjylland.dk
Tlf.  87 28 50 00

Region Nordjylland
Niels Bohrs Vej 30
9220 Aalborg Ø
Mail:
region@rn.dk
Tlf. 96 35 10 00

Region Syddanmark
Damhaven 12
7100 Vejle
Mail:
kontakt@regionsyddanmark.dk
Tlf. 76 63 10 00 

Rådgivning og vejledning kan fås på patientkontorerne:

 

Region Hovedstaden:

Regionsgården                48 20 57 17
Amager Hospital            
32 34 30 26
Bispebjerg Hospital        
35 31 22 05
Bornholms Hospital         56 90 97 08
Frederiksberg Hospital    38 16 30 87
Gentofte Hospital           
39 77 30 22
Glostrup Hospital           
43 23 26 46
Herlev Hospital               44 88 40 16
Hvidovre Hospital           36 32 27 70
Rigshospitalet                 
35 45 55 90
Sct. Hans Hospital           46 33 46 99

Nordsjællands Hospital:

Frederikssund                  48 29 52 37
Helsingør                       
48 29 22 89
Hillerød                           48 29 30 24

Region Sjælland         70 15 50 01

Region Nordjylland    96 35 10 10

Region Midtjylland     87 28 48 70

Region Syddanmark  76 63 14 90  

EU- og EØS-lande

EF-retten gælder for EU- og EØS-landene: Belgien, Bulgarien, Cypern, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland,  Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Holland, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig, Island, Norge og Liechtenstein.

EF-forordning 1408/71 gælder også for Schweiz.


Sidst opdateret 17-12-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: Se numre under praktiske oplysninger