Skip navigation


Astrid Krag vil give Sundhedsstyrelsens tilsyn et grundigt eftersyn

05-06-2013
PRESSEMEDDELELSE - Sundhedsminister Astrid Krag vil have eksperter udefra til at gennemgå Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed. Eftersynet skal bl.a. sikre, at sagsbehandlingen lever op til kravene om høj kvalitet og identificere områder, hvor der er potentiale for at forbedre Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed.
Patienterne skal trygt kunne stole på tilsynet med sundhedsvæsnet. På det seneste har der imidlertid været en række konkrete tilsynssager, hvor der er rejst kritik af Sundhedsstyrelsens tilsyn med sundhedspersoner og brug af lægemidler i sundhedsvæsnet.

"Det er en kerneopgave for Sundhedsstyrelsen at føre tilsyn med sundhedsvæsnet, og derfor kan hverken jeg eller styrelsen selv leve med, at der kan stilles spørgsmål ved Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed", siger sundhedsminister Astrid Krag.

Ministeren vil derfor lade eksperter udefra hjælpe Sundhedsstyrelsen med at gennemgå tilrettelæggelsen af tilsynsopgaverne og vurdere, hvordan styrelsen udfører sin tilsynsvirksomhed.

"Jeg tager de konkrete sager meget alvorligt, og derfor vil jeg nu inddrage eksterne eksperter, så vi får sikkerhed for, at Sundhedsstyrelsens tilsynsvirksomhed lever op til gængse krav og internationale standarder. Eksperterne skal også komme med anbefalinger til, hvordan tilsynet kan forbedres", siger Astrid Krag og peger på, at det eksempelvis vil være relevant at gennemgå styrelsens procedurer for screening af indberettede sager.

Sundhedsministeren vil desuden inddrage ekstern ekspertise i offentlig forvaltning til at gennemgå styrelsens administrative sagsgange og procedurer. Inddragelsen af eksperter skal også sikre, at sagsbehandlingen som led i tilsynet lever op til de almindelige forvaltningsretlige krav.

Yderligere oplysninger:
Særlig rådgiver Allan Wessel, tlf.: 50 74 34 61.
Pressechef Thomas Bille Winkel, tlf.: 40 91 98 78.

Sidst opdateret 05-06-2013

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |