Skip navigation


10. Rehabiliteringsindsatsen for kræftpatienter

I de sidste 15-20 år er der sket mange forbedringer inden for kræftbehandlingen i form af mere effektiv diagnostik, operationsteknik, strålebehandling, kemoterapi m.v. og dette har bevirket, at flere kræftpatienter bliver helbredte eller overlever i længere tid som kroniske patienter. Mange patienter har senfølger af sygdom og behandling, der skal overvindes, f. eks. træthed, vægttab, diffuse smerter, nedsat følesans, lymfødem, nedsat livsmod og seksuelle vanskeligheder.

   
 Kortere indlæggelsestider og kontrolperioder kan medvirke til at svække fokus på rehabilitering af kræftpatienter, idet patienternes kontakt til behandlingssystemet og medpatienterne bliver mindre. Det kan medføre, at senfølgerne bliver mindre synlige for behandlerne.

Disse problemstillinger aktualiserer behovet for, at de relevante sygehusafdelinger, i højere grad er opmærksomme på patienternes behov for rehabilitering, og udvikler metoder, indhold og struktur til at imødekomme behovene både under og efter indlæggelse eller ambulant kontrol.

Støtte til rehabilitering skal gives så tidligt som muligt i forløbet, set i forhold til den øvrige sygdomsbehandling. Det er ikke muligt at udpege præcist, hvor i et sygdomsforløb støtte til rehabilitering bør sættes ind, da sygdoms- og behandlingsforløbene er meget forskellige. Der vil i praksis være tale om glidende overgange mellem behandling og rehabilitering, men det afgørende er, at støtte til rehabilitering indgår som en integreret del af kræftpatientens samlede behandlingsforløb. Ligeledes bør der gives rehabiliteringsmuligheder til kræftpatienter, som det ikke lykkes at helbrede, men som går ind i en længerevarende periode som kroniske patienter.

Rehabiliteringstilbud skal gives med respekt for det enkelte menneskes ønsker, behov og ressourcer. Tilbuddene skal være flexible og give valgmuligheder for patienten. Rehabilitering skal tage udgangspunkt i de ressourcer, der findes hos patienten og de pårørende og det er en erfaring, at det samlede rehabiliteringstilbud til kræftpatienter for at være tilstrækkeligt, skal indeholde elementer af både

  • viden om konsekvenserne for patienten af den gennemlevede sygdom og behandling,
  • indsigt i handlemuligheder og
  • psykosocial empati og støtte.

Aspekter af rehabilitering

Rehabiliteringsområdet er bredspektret og komplekst, og kræver en tværfaglig og tværsektoriel indsats i forhold til den enkelte patient. Foruden de relevante personalegrupper i sygehusregie, er social- og sundhedsforvaltningerne i kommunerne og de praktiserende læger væsentlige samarbejdspartnere.
Rehabiliteringsprocessen kan opdeles i forskellige områder:

Det somatiske niveau:

  • at leve med de fysiske gener under behandlingen, samt senfølger i form af smerter, amputationer og andre former for handicap.

Det psykologiske niveau:

  • chok og krise, angst for tilbagefald, besvær med at give slip på sygdomsrollen, ændret livskvalitet m.m.

Det sociale niveau:

  • de pårørendes angst og sorg, normalisering af familie og netværk, genoprettelse af fremtidstro, accept af at være (tidligere) kræftpatient, omgivelsernes reaktion på senfølger o.a.

Det erhvervsmæssige niveau:

  • bekymring for at miste job, svækkelse af erhvervsevne, måske skift af arbejdsområde, mulig afskedigelse, evt. accept af førtidspensionering m. m.

Det materielle niveau:

  • reduktion af indkomst, udgifter til hjælpemidler, besværligheder med pensionsforhold, ringere boligforhold, evt. realisering af formue o.s.v.

Det er erfaringen, at stort set alle kræftpatienter (og pårørende) stilles overfor en eller flere af ovennævnte problemstillinger i forbindelse med sygdom og behandling, og at sygehusafdelingen har en primær rolle i forhold til rehabilitering af patienten som forebyggende, behandlende, tryghedsskabende medspiller for patient og pårørende. Især i forbindelse med udskrivning fra sygehuset er det vigtigt for et tilfredsstillende rehabiliteringsforløb, at der tages initiativer fra sygehusafdelingens side til at overskue patientens behov og planlægge den nødvendige rehabiliteringsindsats.

Fælles for patienterne gælder det, at et fysisk velbefindende er den vigtigste grundlæggende forudsætning for en vellykket rehabilitering. Det er derfor af stor betydning, at afdelingen under behandlingen er meget opmærksom på lindrende/rehabiliterende behandling. Endvidere bør hensigtsmæssig håndtering af psykiske chok og krisetilstande i forbindelse med diagnose og behandling ses som et led i den begyndende rehabilitering.

Forskellige patientgruppers behov
En væsentlig del af kræftpatienterne klarer problemerne med hjælp af familie, venner og arbejdsplads, og med den støtte, der gives af de professionelle, som de kommer i kontakt med igennem behandlingen.

For nogle patienter er problemerne sværere, og løsningen af dem overstiger, hvad man normalt kan forlange af de pågældendes egen og netværkets indsats. Der kan f.eks. være tale om en kombination af stærk fysisk svækkelse og handicap, psykiske og eksistentielle problemstillinger hos patienten, samt afskedigelse fra job med påfølgende økonomiske og erhvervsmæssige problemer.

Andre patienter frembyder et mere sammensat billede og kan siges at ligge midt i mellem i sværhedsgrad. Der kan være tale om den enlige kræftpatient, der generelt søger støtte og fællesskab til bearbejdelse af problemer. Der kan også være tale om kræftpatienten, der har gode ressourcer og et godt netværk, men som har en enkelt dyberegående problemstilling, der kræver professionel støtte. Det er ikke ualmindeligt, at disse patienter henvender sig længe efter, at behandlingen er afsluttet, fordi de ikke har været i stand til at bearbejde problemerne på egen hånd.

Rehabiliteringsindsatsen bør naturligvis foregå i forhold til de patientgrupper, der har et særligt behov for professionel støtte, på det tidspunkt og i et omfang, der er relevant i forhold til patientens problem og behov. Her er sygehusafdelingens opmærksomhed på og vurdering af nuværende og tidligere patienters behov en meget væsentlig metode til visitation, ligesom en del af rehabiliteringsbehovet kan og bør opfyldes i tæt tilknytning til kræftbehandlingen.

Den hidtidige indsats
Det er det generelle indtryk, at der indtil nu er gjort en væsentlig indsats fra sygehusvæsnets side i forhold til at yde kræftpatienter kvalme- og smertelindring. Der har i en årrække været sat focus på denne del af den lindrende behandling, og det har bl.a. resulteret i, at der nu kun sjældent høres klager fra kræftpatienter over disse følger af behandlingen.

Med henblik på at forbedre den psykologiske rehabiliteringsindsats er der igennem de senere år oprettet psykologstillinger på en række onkologiske sygehusafdelinger. Psykologens opgave er dels at støtte og supervisere personalet i forholdet til plejen af patienterne og dels at tilbyde samtaler til patienter med særlige behov. Kræftens Bekæmpelse har ydet et stort bidrag til indsatsen i form af såvel praktisk som økonomisk bistand.

Der er også på flere sygehuse tiltag med henblik på at yde psykosocial støtte til kræftpatienter og pårørende, især i form af samtalegrupper og patientundervisning. Der er dog langtfra tale om et generelt tilbud til alle patienter, der ønsker det.

Dette område bør derfor videreudvikles i og uden for sygehusafdelingerne ved amternes foranledning og i den forbindelse kan det nævnes at Kræftens Bekæmpelse netop har oprettet et tilbud om særlig konsulentbistand til sygehuse, der ønsker at etablere patientundervisning for kræftpatienter, ligesom foreningen samarbejder med amterne om oprettelse af professionelle, psykosociale rådgivninger i alle amter. Dette har indtil nu bl.a. ført til oprettelse af kræftrådgivninger i Frederiksborg Amt og Storstrøms Amt.

Det er i dag kun enkelte amter, der tilbyder patienter betaling af rekreationsophold, og kun et par rekreationssteder kan tilbyde et bredt og aktivt rehabiliteringsindhold omfattende de professionelle rammer for fysisk træning/afspænding.

I privat regi tilbydes rådgivning og psykosocial støtte til kræftpatienter og pårørende i form af telefonisk individuel rådgivning ("Kræftlinien") og gruppetilbud på rådgivningscentrene. Der ydes endvidere supervision og undervisning af professionelle på sygehuse og i hjemmepleje. I 1998 havde man 5096 henvendelser til rådgivningscentre og amtsrådgivninger, og 9291 henvendelser til Kræftlinien.

Med hensyn til fysisk genoptræning m.v. er der - især for brystopererede kvinder- opstået en række lokale tilbud i folkeoplysningsregie, dels på initiativ af den frivillige vejledergruppe," De Brystopererede" eller lokale frivillige. Indholdet er sædvanligvis en kombination af svømmetræning kombineret med f.eks. Mensendieck-gymnastik. Denne form for rehabiliteringstilbud er erfaringsmæssigt velegnet til kvinder, der selv har ressourcer til at opsøge tilbuddene.

Kommunernes social og sundhedsforvaltninger er forpligtet til at bistå med fastholdelse af arbejdsplads eller erhvervsmæssig revalidering, ofte som opfølgning på en dagpengesag. Der er også indenfor dette område etableret et samarbejde mellem det offentlige og Kræftens Bekæmpelse. Socialministeriet har således bevilget Kræftens Bekæmpelse midler for perioden 1999 – 2001 til gennemførelse af projekt "Kræft og arbejde", om arbejdsfastholdelse af kræftpatienter.

Som det fremgår af ovenstående er det kendetegnende for de rehabiliteringstilbud, der gives til kræftpatienter i sygehusregie i Danmark , at de er spredte og er opstået "tilfældigt" på sygehusene på baggrund af enkeltpersoners interesse for at arbejde med et projekt på området. Der er kun sjældent tale om en mere systematisk oprettelse af tilbud, initieret af en sygehusledelse, og med den nødvendige ledelsesstruktur og personaleressourcer. Dette påvirker det enkelte tilbuds indhold og omfang - og især dets stabilitet.

I de øvrige skandinaviske lande har man arbejdet mere systematisk med oprettelse af rehabiliteringstilbud i både offentligt og privat regi. I Norge har sosial-og helsedepartementet eksempelvis udarbejdet en overordnet rehabiliteringspoltik (1), og i det følgende skal kort skitseres et par eksempler fra Sverige.

Svenske eksempler
Siden 1980'erne har man på Karolinska Sjukhuset i Stockholm arbejdet med udvikling af "Kom igång"- programmet. Programmet er af 6 ugers varighed med 2 ugentlige møder i grupper med 7-9 deltagere, der har overstået selve sygdomsbehandlingen. Det ene ugentlige møde bruges til undervisning og gruppesamtaler om emner som: Onkologisk behandling, kostvejledning og livsstil, krise og udvikling, håndtering af angst, seksualitet og samliv, reaktioner hos de raske og tilbage til jobbet. Det andet ugentlige møde er forbeholdt fysisk træning og afspænding.

Ud af dette program er der udviklet andre tilsvarende programmer specifikt rettet mod f.eks. patienter med recidiv, pensionerede brystkræftpatienter og lign. Programmernes effekt er dokumenteret gennem forskning.

I 1998 blev der- også på Karolinska Sjukhuset - oprettet et "Onkologisk rehabiliteringscentrum". Centret er beliggende i en selvstændig bygning på sygehusarealet, og i 1999 blev centret udbygget med et varmtvandsbassin til brug for fysisk genoptræning. Der er til centret tilknyttet en tværfaglig personalegruppe bestående af sygeplejersker med psykosocial uddannelse, fysioterapeuter, lymfeterapeuter, diætister, musikterapeut, kunstterapeut, psykiater og psykolog. Der kan derudover trækkes på andre professionelle på sygehuset. Løn til de ansatte betales af sygehuset, den øvrige drift betales dels af "Försäkringskassan" og dels af brugerne selv.

I nærheden af Lund ligger den den selvejende, Lydiagården, der tilbyder 5 dages rehabiliteringsophold for kræftpatienter, også ifølge med pårørende. Der sættes under opholdet fokus på den enkeltes rehabiliteringsbehov og –muligheder. Personalet består af læger og sygeplejersker med uddannelse i onkologi, fysioterapeut, der bl.a. tilbyder manuel lymfedrænage, socialrådgiver og lægesekretærer. De suppleres af personale fra Universitetssygehuset i Lund. Der er knyttet en præst til dette team. Lydiagården er udstyret som et moderne rekreationssted, værelser med eget bad, smukke omgivelser m.v. Stedet tilbyder desuden kurser og efteruddannelse til professionelle.

Et ophold på Lydiagården kostede pr 1. april 1999 sv.kr. 9.500.- Rehabiliteringsopholdene betales dels af et tilskud pr. patient fra länsstyrelsen, dels af tilskud til patienterne fra Cancer-og Trafikskadades Riksförbund, som er privat finansieret ved bidrag. CTRF yder max. sv. kr 8.500 pr patient hvert andet år.

Selv om de svenske samfundsmæssige forudsætninger er lidt anderledes end de danske, vil de svenske erfaringer kunne inddrages i forbindelse med en videreudvikling af rehabiliteringstilbud til danske kræftpatienter.

Forslag til styrkelse af rehabiliteringen
Sygehusvæsenet bør stå for et fremstød i forhold til en helhedspræget fokusering på den fysiske/kropslige rehabilitering af kræftpatienter, idet dette har en direkte og naturlig relation til kræftbehandlingen. Sygehusafdelingerne har mulighed for på et tidligt tidspunkt at forudse den enkelte kræftpatients behov for rehabilitering, dels på baggrund af viden om den valgte behandlings mulige fysiske konsekvenser, dels på baggrund af kendskab til den enkelte patients baggrund, forudsætninger og ressourcer samt reaktioner på behandlingen.

Derudover bør amtet sørge for, at amtets kræftpatienter har adgang til øvrige tilbud, der på rimelig måde dækker det meget brede spektrum af rehabiliteringsbehov, der følger efter en kræftsygdom.

Følgende strategielementer kan styrke af rehabiliteringen af kræftpatienter:
Kræftpatienten skal i forbindelse med kræftbehandlingen rådgives om rehabilitering, ligesom der i forbindelse med kræftbehandlingen lægges en rehabiliteringsplan for og i samarbejde med den enkelte kræftpatient.

Der bør som udgangspunkt fra sygehusets side kunne ydes rehabiliteringstilbud i form af fysisk genoptræning/afspænding, samtalegruppe for forskellige diagnosegrupper, patientundervisning.

Der bør efter aftale med patienten viderehenvises til andre instanser med henblik på fortsat rehabiliteringsindsats.

Der bør i alle amter gøres en særlig indsats for at udvikle rehabiliteringstilbud, der tilbyder kræftpatienter og pårørende viden, handlemuligheder og støtte, så vidt muligt tilpasset de enkelte diagnosegrupper. Tilbuddene bør indeholde følgende elementer:

  • psykosocial støtte og rådgivning
  • fysisk træning/afspænding
  • kostvejledning
  • seksuelle problemer
  • vidensformidling til patienter og pårørende
  • betaling af kvalificerede rehabiliterings/rekreationsophold.

Rehabilitering skal være et tilbud til alle kræftpatienter afpasset til den enkelte patients behov.
Derudover anbefaler kræftstyregruppen, at der fra de centrale sundhedsmyndigheders side tages initiativ til et udredningsarbejde, hvor der indsamles erfaringer og opstilles faglige retningslinier om rehabilitering af kræftpatienter i lighed med de faglige retningslinier for den palliative indsats i Danmark (se næste afsnit) og den nyligt udarbejdede norske udredning fra social og helsedepartementet20 .

20 Stortingsmelding nr 21 (1998 – 99): Ansvar og meistring. Mot ein heilskapleg rehabiliteringspolitikk. Det kongelige sosial- og helsedepartement.


Sidst opdateret 04-02-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |