Skip navigation


11. Den palliative indsats

Den palliative indsats er i henhold til WHO den totale aktive omsorg for de patienter, hvis sygdom ikke kan helbredes. Det drejer sig om kontrol af smerter og andre symptomer samt lindring af de psykologiske, sociale og åndelige problemer. Målet med den palliative indsats er opnåelse af den højst mulige livskvalitet for patienten og dennes familie. Mange aspekter af den palliative indsats er også anvendelige i sygdomsforløbet i forbindelse med intenderet kurativ kræftbehandling.


Den pallierende behandling og pleje, som er sundhedsvæsenets indsatsmulighed for disse meget syge medmennesker, kræver samspil mellem de faglige afdelinger, den primære sundhedssektor, den sociale sektor og de syge selv og deres pårørende. Det skal i den forbindelse understreges, at en række meget generende organsymptomer hos kræftpatienter kræver kompetent kirurgisk og/eller onkologisk ekspertindsats, herunder avancerede teknologiske indgreb, der bør kunne tilbydes uden unødig ventetid, for at lindre den syges situation. I organiseringen af kræftbehandlingen er det derfor væsentligt, at dette vigtige aspekt af behandlingsindsatsen ikke glemmes eller undertrykkes i en konkurrence om resurserne. Den palliative indsats er kendetegnet ved at bekræfte livet og at betragte døden som en naturlig proces. Udover de nævnte medicinske aspekter omfatter indsatsen bl.a.

  • Integration af omsorgens psykologiske og åndelige aspekter, der i vid udstrækning svarer til de problemstillinger, der er beskrevet i forbindelse med rehabilitering af kræftpatienter
  • Støttefunktion for at hjælpe patienten til at leve så aktivt som muligt indtil døden, hvilket bl.a. også stiller krav til de fysiske rammer
  • Støttefunktion til familien under patientens sygdom og i sorgen over tabet, herunder en opfølgende indsats over for de pårørende

Selvom principperne for den palliative indsats også gælder for andre patientgrupper med alvorlige sygdomsforløb, er langt hovedparten af de patienter, der har behov for en målrettet og aktiv palliativ indsats, kræftpatienter.
Den palliative indsats har indenfor de senere år fået en øget opmærksomhed i såvel Danmark som i de øvrige nordiske lande. Sundhedsstyrelsen udgav i 1996 en redegørelse på området 21 omfattende bl.a. nedenstående målsætninger for amternes og kommunernes tilrettelæggelse af den palliative indsats:

  • Patientens mulighed for at vælge, hvor han/hun ønsker at tilbringe den sidste tid skal i videst muligt omfang tilgodeses
  • Patienten og de pårørende skal bibringes den nødvendige viden om eksisterende muligheder til at kunne træffe, det for dem, rigtige valg, og valget bør ikke begrænses af den enkeltes økonomiske muligheder
  • Den palliative indsats bør, uanset hvor patienten ønsker at tilbringe sin sidste levetid, være af høj faglig kvalitet.

Af redegørelsen fremgår det i øvrigt, at ca. 60% af kræftpatienterne dør på sygehus, men mange af patienterne vil forudgående have haft et længerevarende sygdomsforløb med skift mellem indlæggelsesperioder og ophold i hjemmet, hvor den palliative indsats varetages af hjemmesygeplejen og den praktiserende læge.
Tilrettelæggelsen af den palliative indsats hviler i høj grad på et veludviklet og formaliseret samarbejde mellem sygehussektoren og den primære sundhedstjenste, hvilket der er grundigt belyst i ovennævnte redegørelse samt de opfølgende faglige retningslinier, som Sundhedsstyrelsen udgav i 199922 .

Organisering af den palliative indsats
I slutningen af 1999 udarbejdede den svenske socialstyrelse en oversigt over palliative vårdenheder i Sverige23 . Det fremgår af denne, at der stort set i alle län nu er etableret særlige palliative enheder enten i tilknytning til sygehusafdelinger eller organiseret med udgangspunkt i primærvården. Mange af enheder har en kombination af sengepladser, ambulant virksomhed og en udadgående funktion.

Så langt er vi endnu ikke i Danmark, og der er fortsat sygehusafdelinger, der har problemer med at få organiseret og tilgodeset patientens og de pårørendes behov, specielt i forhold til de psykologiske og sociale aspekter af den palliative indsats, herunder etablering af hensigtsmæssige fysiske rammer.

Vi har heller ikke endnu fået uddannet og etableret et tilstrækkelig antal tværfaglige palliative ekspertteams, der kan yde vejledning og supervision til sygehuspersonalet i forhold til de vanskeligere patientforløb, som anbefalet i retningslinierne.

Uddannelse
For at sikre uddannelse indenfor det palliative område er det fortsat nødvendigt at uddannelsesinstitutionerne er opmærksom på og anspores til at udvikle uddannelsesprogrammer om palliation på såvel prægraduat som postgraduat niveau. Derudover bør der etableres specialistuddannelser i palliation. Uddannelsesbehovene er gældende for alle de sundhedsfaglige uddannelser, der er involveret i behandling, pleje og rehabilitering.

Forskning
Udvikling af ny viden om palliation er en vigtig forudsætning for udviklingen af den palliative indsats, og forskning indenfor dette område er i dansk sammenhæng fortsat sparsom. Eksempelvis var det i 1999 ikke muligt, at få besat et professorat i H:S på grund af manglende kvalificerede ansøgere indenfor området.

Amterne og kommunerne bør evaluere den nuværende indsats i forhold til Sundhedstyrelsens retningslinier og anbefalinger fra 1996 vedrørende organiseringen og tilrettelæggelsen af den palliative indsats, og de faglige miljøer og uddannelsesinstitutioner bør aktivt medvirke til implementeringen af Sundhedsstyrelsens faglige retningslinier fra 1999.

21 Omsorg for alvorligt syge og døende. Redegørelse. Om hospiceprogrammer og andre initiativer indenfor den palliative indsats, Sundhedsstyrelsen, København 1996
22 Faglige retningslinier for den palliative indsats – omsorg for alvorligt syge og døende, Sundhedsstyrelsen, København 1999
23 Förteckning över palliative vårdenheder i Sverige. Socialstyrelsen, 1999

 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |