Skip navigation


2. Sammenfatning og anbefalinger

Kræftplanen hviler på et udredningsarbejde udført af en epidemiologisk undergruppe, der fik til opgave at opdatere foreliggende statistiske oplysninger om kræft, herunder at foretage sammenligning med andre lande, og at føre denne sammenligning så langt frem i tid som muligt.

Kræftstyregruppen valgte til denne sammenligning at prioritere landene Sverige, Norge og Finland, og sygdommene lungekræft, brystkræft, tyktarmskræft, endetarmskræft, og testikelkræft. Der er gennemført sammenlignende analyser vedr. forekomst, overlevelse og dødelighed. Endvidere er der gennemført et skøn over, i hvilken grad de forskellige behandlingsmodaliteter (kirurgi, strålebehandling, kemoterapi) enten hver for sig eller i kombination bidrager til helbredelsen af forskellige grupper af kræftpatienter, og der er foretaget vurderinger af potentialet ved en forebyggelsesindsats og - i relation til udvalgte sygdomme - en screeningsindsats i relation til forekomst og dødelighed af kræftsygdom. Denne undergruppes samlede afrapportering indgår i øvrigt i sin helhed som et appendix til kræftplanen (Delrapport 2).
Et af resultaterne af denne kortlægning er, at det må forventes at antallet af kræfttilfælde fortsat vil være stigende i de kommende år. Antallet kan estimeres ved en fremskrivning på basis af de danske befolkningsregistre og cancerregisteret, som dels tager højde for, at befolkningens sammensætning ændrer sig i de kommende år (flere personer i de ældre aldersklasser), dels inddrager den stigning i forekomsten af en række kræftsygdomme, der har været observeret som et ret konstant fænomen over en årrække. Alt i alt vurderes det, at antallet af nydiagnosticerede kræftpatienter stiger fra godt 27.200 patienter årligt ved årtusindskiftet til knap 30.000 årligt omkring år 2010, svarende til en stigning på omkring 1% om året. Antallet af patienter som har kræftsygdom, eller som er helbredt herfor (i 1996 ca. 146.500 personer), vil øges i mindst samme takt.

Videre bekræfter den epidemiologiske gennemgang, at der fortsat er en større dødelighed af kræft i Danmark sammenlignet med Norge, Sverige og Finland. En analyse af de senest tilgængelige data fra kræftregistrene i de pågældende lande viser således, at der for fire hyppigt forekommende kræftformers vedkommende (lungekræft, brystkræft, endetarms- og tyktarmskræft) var en ringere overlevelse for danske patienter. Sammenlignet med svenske kræftpatienter er forskellen omkring 10%, medens forskellene mellem Danmark, Norge og Finland generelt er mindre markante. Med hensyn til en femte undersøgt kræftform - testikelkræft - er der ingen særlige forskelle på overlevelsen af kræftpatienter i de fire lande. Den er generelt markant øget i de senere år.


Der er ingen entydig forklaring på de fundne forskelle, men det er kendt, at vi i Danmark har et højere tobaksforbrug, især blandt kvinder, et højere kalorieindtag og et større alkoholforbrug end i vore nabolande. Sådanne generelle forskelle i livsstil kan være en forklaring på at kræftforekomsten er højere herhjemme end i vore nabolande – især rygning spiller ind her. Dette peger på betydningen af forebyggelse. Potentialet i en forebyggende indsats er generelt beskrevet i kapitel V.

Patienter med visse kræftsygdomme har en dårligere overlevelse i Danmark sammenlignet med vore nabolande. Den kortere levetid for en dansker med kræft skyldes formentlig flere forhold. Muligvis kommer patienterne i Danmark senere til læge, muligvis er praktiserende læger i Danmark lidt mere tilbageholdende med at udrede patienter for kræft, f.eks. på grund af en mindre kapacitet til diagnostiske undersøgelser og mindre kapacitet til at gennemføre forundersøgelser på sygehus. En lidt mere tilbageholdende/ mindre radikal indsats overfor især patienter med recidiv kunne ligeledes være en bidragende årsag til de dårligere resultater af behandlingen i Danmark. Det skal pointeres at disse hypoteser ikke er eftervist i Kræftstyregruppens hidtidige arbejde, men at sådanne problemstillinger vil blive søgt nærmere belyst, dels ved en analyse af behovet for scannerkapacitet herhjemme, dels ved en tværnational undersøgelse af henvisnings og visitationspraksis i Danmark, Norge og Sverige. Men en del af forklaringen kan også være, at den gennemsnitlige danske kræftpatient gennem sin livsstil alt andet lige reducerer effekten af behandlingen. Rygning spiller også i den forbindelse en ikke ubetydelig rolle. Bl.a. disse forhold er omtalt i kapitel VI, der overordnet omhandler sundhedsvæsenets indsats.

Visse kræftsygdomme er tilgængelige for screening. Dette emne er berørt såvel i kapitel V om forebyggelse, som i kapitel VI om sundhedsvæsenets indsats. Screening for livmoderhalskræft er indført både i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sverige og Finland har indført landsdækkende systematisk screening for brystkræft, dette er kun indført to steder i Danmark svarende til 20 % af befolkningen. Norge indtager en mellemposition. Der er, bl.a. på basis af danske undersøgelser, fra europæisk hold tillige fremlagt evidens og anbefalinger vedrørende indførelse af tarmkræftscreening baseret på undersøgelse af afføringsprøver.

På sygehusene er det diagnostiske arbejde og den behandlingsmæssige indsats af afgørende betydning. Med henblik på en nærmere beskrivelse af tilrettelæggelsen af udredning og behandling omfatter kapitel VII en beskrivelse af status, samt problem- og indsatsområder for en lang række relativt hyppigt forekommende kræftsygdomme. Kapitlet er baseret på bidrag fra en række tværfaglige lægelige arbejdsgrupper. Perspektivet omfatter den intenderet kurative behandlingsindsats, hvor man tilstræber at helbrede patienten, og hvis effekt umiddelbart kan vurderes i effekten på overlevelsen af den enkelte patient. Men perspektivet omfatter tillige den forebyggende, den rehabiliterende og den palliative (lindrende) indsats. Kræftstyregruppen har ikke konkret på basis af de omtalte statusbeskrivelser for indsatsen for de hyppigst forekommende kræftsygdomme kunnet påpege systematiske mangler i sygehusenes indsats.

I kapitel VIII og IX gennemgås baggrunden for mere generelle anbefalinger i relation til tilrettelæggelsen af henholdsvis kirurgisk behandling samt stråleterapi og medicinsk kræftbehandling. Generelt gælder, at den kirurgiske kræftbehandling for de fleste kræftsygdommes vedkommende er den primære behandling. Det er således fortsat kirurgien, der helbreder flest kræftpatienter. Imidlertid er der for en lang række kræftsygdommes vedkommende nu fremkommet sikker viden om, at stråleterapi og/eller medicinsk kræftbehandling har effekt på såvel den totale overlevelse og/eller den symptomfrie overlevelse. Disse behandlinger gives enten alene eller i kombination med den kirurgiske behandling.

Indenfor strålebehandling har den danske indsats været mindre omfattende end i f.eks. i Norge og Sverige. Kræftstyregruppen har allerede i den tidligere udsendte Delrapport 1 anbefalet en massiv udbygning af den danske strålebehandlingskapacitet. På samme vis fremlægges der nu i afsnittet om medicinsk kræftbehandling dokumentation for anbefalinger vedrørende en udbygning af kemoterapien til en række patientgrupper, der på basis af den nuværende viden må vurderes at have gavn af denne behandling.

Med hensyn til den kirurgiske kræftbehandling er det ikke på samme måde umiddelbart muligt at beskrive, på hvilken måde forbedrede patientbehandlingsmuligheder medfører behov for øgede ressourcer. Dette skyldes bl.a. at disse patienter i vid udstrækning allerede tilbydes operation for deres sygdom. Den udvikling i de kirurgiske behandlinger, der f.eks. medfører, at en mere omfattende og potentielt bedre kirurgisk behandling nu kan gives til ældre og mere fysisk skrøbelige kræftpatienter, kan derfor ikke på samme måde som for de ovennævnte behandlinger tydeliggøres ved driftsøkonomiske overslag. Hertil kommer at den kirurgiske behandling af de forskellige kræftsygdomme i Danmark er integreret i de kirurgiske afdelingers funktion og driftsmæssigt nært sammenkædet med den kirurgiske behandling af andre patientgrupper. Dette indebærer vanskeligheder med præcist at vurdere det ressourcebehov, der er forbundet med kirurgisk behandling af kræftpatienter.

Imidlertid er det - netop på grund af den mere spredte opgavevaretagelse på det kirurgiske område - essentielt, at der lokalt støttes op om og afsættes ressourcer til sikring af den tilstrækkelige efteruddannelse af de involverede fagpersoner med henblik på at sikre, at den kirurgiske kræftbehandling varetages på et højt fagligt niveau. Endvidere, at der lokalt afsættes ressourcer til kvalitetssikring og -udvikling, f.eks. ved etablering af kliniske kvalitetsdatabaser for de hyppigst optrædende kræftsygdomme.

Supplerende til gennemgangen af den behandlende indsats fremlægges i kapitel X og XI beskrivelser og anbefalinger i relation til indsatsen i forbindelse med palliation og rehabilitering af kræftpatienter. Indenfor rehabiliteringsområdet – at leve videre efter en kræftbehandling – er der flere forhold der tyder på, at den danske indsats er mindre systematisk end især den svenske og norske indsats. Hvorvidt denne indsats har en målbar effekt på dødeligheden vides endnu ikke.

I planens afsluttende kapitel XII er driftsøkonomiske konsekvenser af nogle af de fremlagte anbefalinger søgt belyst.

2.1 Kræftstyregruppens anbefalinger og forslag til det videre arbejde

Kræftstyregruppen skal på baggrund af den foretagne gennemgang af området fremlægge følgende anbefalinger. De anbefalede aktiviteter bør indføres over en årrække og prioriteres efter effekt og rækkevidde.

Forebyggelse
Kræftstyregruppen tilslutter sig generelt anbefalingerne i regeringens folkesundhedsprogram. Især skal det fremhæves at rygning udgør en massiv sundhedsfare. Rygningen øger forekomsten af en række kræftsygdomme. Samtidig øger rygningen risikoen for komplikationer ved operation, ligesom rygning nedsætter effekten af strålebehandling og kemoterapi.
Det vurderes at over en tredjedel af rygerne gerne vil holde op med at ryge. Der er evidens for at en indsats fra sundhedspersonale (f.eks. den praktiserende læge) øger sandsynligheden for rygeophør. Det anbefales, at de enkelte amter/HS tilrettelægger og iværksætter en tre-årig massiv indsats for rygeophør., herunder at den praktiserende læge enten selv – eller ved henvisning til andre – kan sikre rygerne en systematisk hjælp til rygeophør. At alle patienter forud for planlagt operation informeres om den øgede risiko som følge af rygning – og får hjælp til rygeophør. Lykkes det at reducere rygningen med 30%, vil antallet af lungekræftdødsfald på langt sigt blive reduceret med knap 1.000 dødsfald om året. Hertil kommer en reduktion i sygelighed og dødelighed både for andre kræftsygdomme og på andre sygdomsområder.

Uddannelse af sundhedspersonale
Sundhedspersonalets viden om – og holdning til – behandling af kræftpatienter stammer for de flestes vedkommende fra studietiden. Med henblik på at ajourføre sundhedspersonalets viden om kræft foreslås etableret en brush-up efteruddannelse. Omkostningerne ved dette initiativ afhænger bl.a. af omfanget af brush-up uddannelsens omfang. For noget personale vil én dag være tilstrækkeligt. For andet personale vil et længere forløb være hensigtsmæssigt. Størstedelen af ajourføringen kan ske lokalt. Kræftstyregruppen lægger vægt på, at uddannelsestilbud også omfatter de praktiserende læger, der almindeligvis ikke til daglig har kontakt med kræftpatienter. For den del af personalet, der i det daglige er involveret i pleje og behandling af kræftpatienter, kan ajourføringen måske bedst ske i de uddannelsesregioner amterne har etableret.

Kræftstyregruppen vil senere vende tilbage med mere specifikke forslag til styrkelse af viden om kræft og kræftbehandling i de sundhedsfaglige grund- og videreuddannelser.

Henvendelse, henvisning og visitation
Det er væsentligt at patienterne, de praktiserende læger, og det øvrige sundhedsfaglige personale er opmærksomme på symptomer på kræftsygdom. I relation til de fundne forskelle mellem den danske og den norske og svenske kræftdødelighed er det væsentligt at afdække:

  • om patienter i Danmark er for længe om at søge egen læge ved symptomer på kræft
  • om de praktiserende læger i Danmark er for langsomme til at henvise patienter med mistanke om kræft, og
  • om udredningen og visitationen af kræftpatienter i det danske sygehusvæsen er hensigtsmæssigt tilrettelagt.

Kræftstyregruppen har taget initiativ til en analyse af disse forhold og resultaterne heraf forventes at foreligge medio år 2000.

Tilrettelæggelse af diagnostik og udredning
Den ringere 5-års overlevelse af danske kræftpatienter, der findes i Danmark sammenlignet med Norge, Finland og især Sverige, giver anledning til kritisk at vurdere kvaliteten af diagnostik og behandling af kræftpatienter i det danske sundhedsvæsen. Det anbefales derfor, at der lokalt i relation til de hyppigt forekommende kræftsygdomme nedsættes lokale kræftgrupper med deltagelse af radiologer, kirurger, patologer, onkologer, plejepersonale og andet relevant fagligt personale. Grupperne bør etableres regionsvis af hensyn til det nødvendige samarbejde mellem de onkologiske centre og basis-amterne. Hvor det skønnes relevant i relation til særlige problemstillinger, kan der også etableres kræftgrupper på amtsligt niveau.

Opgaven er identificere arbejdsgange, arbejdsmetoder eller andre forhold, der kan øge kvaliteten i kræftbehandlingen i regionen eller i de enkelte amter. En mulighed kunne eksempelvis være at sammenligne den enkelte region med et tilsvarende område udenfor Danmark. I den forbindelse kan det overvejes, at gennemføre en faglig udveksling med det område, regionen sammenligner sig selv med – således at regionens kræftgruppe gennem studiebesøg og/eller konkret arbejde i sammenligningsområdet får et erfaringsgrundlag.

På baggrund af udvekslingen udarbejdes i hver region en rapport med iagttagelser, overvejelser, konklusioner og eventuelle forslag til omlægninger i kræftbehandlingen. Kopi af rapporten fremsendes af regionerne til Kræftstyregruppen, der vil inddrage rapporterne i det videre arbejde. Kræftstyregruppen foreslår, at der afsættes midler til dette kvalitetsudviklingsarbejde, så det kan gennemføres sideløbende med, at udrednings- og behandlingsaktiviteten på de involverede sygehusafdelinger opretholdes på sædvanligt niveau.

Udbygning af diagnostik og behandlingskapacitet
Der kan som nævnt forventes flere kræfttilfælde i de kommende år. Hurtig diagnostik og behandling har betydning for resultatet af behandlingen. Hurtig diagnostik og behandling betyder imidlertid, at man i perioder må have en vis overkapacitet, bl.a. fordi antallet af nye tilfælde ikke fordeles jævnt over året. Der skal derfor ske en udbygning af den diagnostiske og behandlingsmæssige kapacitet.

På det diagnostiske område er vi tilsyneladende generelt herhjemme lidt bagefter på dele af det teknologiske område sammenlignet med vore nabolande. Således er kikkertundersøgelse som udredningsmetode af patienter, hos hvem der er rejst mistanke om tarmkræft, standard i f.eks. Norge, hvorimod metoden herhjemme anvendes meget uensartet i sygehuskommunerne. MTV-Instituttet er i færd med at gennemføre en medicinsk teknologivurdering af udredningsmetoderne for patienter med symptomer på tarmkræft.

Videre er der formentlig generelt herhjemme et efterslæb med hensyn til adgangen til tilstrækkelig billeddiagnostisk kapacitet og Sundhedsstyrelsen har derfor taget skridt til en kortlægning af behovet og mulighederne for en udbygning af den danske CT og MR scannerkapacitet. Denne udredning forventes at kunne forelægges Kræftstyregruppen på et møde i foråret 2000 med henblik på supplerende faglige anbefalinger på dette område.

Kræftkirurgi har i de fleste tilfælde karakter af at være elektive indgreb, men det bør sikres at indgrebene kan udføres indenfor acceptable maximale ventetider. Indsatsen bør opprioriteres bl.a. med hensyn til adgang til de nødvendige operationsfaciliteter i dagtiden. Ligeledes bør kapaciteten af udrednings- og behandlingsfaciliteter, f.eks. endoskopiudstyr, øges.

Strålebehandling af kræftpatienter er en landsdelsopgave. Der bør ske en udbygning af strålebehandlingskapaciteten på de allerede etablerede afdelinger. Der er tidligere (ved udsendelsen af Delrapport 1 i juni 1999) fremlagt overslag over ressourcebehovet til udbygning af strålebehandlingskapaciteten, og denne udbygning er allerede under iværksættelse i amterne/HS.

Strålebehandlingskapaciteten bør udbygges med mindst 65% i forhold til 1998 niveauet. I takt med at centrenes strålebehandlingsafdelinger får udstyr og uddannet personale, bør det overvejes, om etablering af satellitafdelinger på sigt vil være hensigtsmæssig. Etablering af satellitafdelinger skal i givet fald ske i et formaliseret samarbejde med landsdelsafdelingerne, således at det sikres at kvaliteten af patientbehandlingen og den kliniske forskning på satellitafdelingerne er på højde med niveauet på landsdelsafdelingerne.

Kemoterapi af kræftpatienter foregår på de onkologiske centerafdelinger, samt (for større patientgruppers vedkommende, hvor der foreligger etablerede standardbehandlingsprogrammer) på de amtslige onkologiske funktioner. Der er også her behov for en udbygning af kapaciteten under hensyntagen til nytilkommen evidens for effekten af nye kemoterapeutiske regimer.

Det anbefales videre, at hvert amt foretager en analyse af, om der er basis for at optimere opgave- og ressourcefordeling til de afdelinger, der er involveret i diagnostik, udredning og primær (basis) behandling af patienter med kræft. Denne analyse kan tage udgangspunkt i kræftplanens anbefalinger i relation til de enkelte kræftsygdomme, og vil særlig være væsentlig for de hyppigt forekommende kræftsygdomme, der behandles i funktionsbærende enheder.

Samling af kirurgisk behandlingsekspertise
For langt de fleste kræftsygdomme er kirurgi den vigtigste behandling. Kirurgisk kræftbehandling er et team-work, og der må støttes op om etablering af de nødvendige faciliteter på udvalgte afdelinger med et tilstrækkeligt patientunderlag. Kirurgisk behandling af kræftpatienter bør betragtes som en specialistopgave, og de kirurgiske indgreb bør varetages af kompetente speciallæger, under hensyn til erfaring, rutine og interesse. Videre- og efteruddannelse af kirurger med henblik på behandling af kræftpatienter må prioriteres højere - jf. bl.a. Sundhedsstyrelsens Rapport vedrørende den kirurgiske speciallægeuddannelse fra 1994. Der bør afsættes tilstrækkelige ressourcer til løbende efteruddannelse af de involverede specialister.

Kirurgi af lungekræftpatienter er en landsdelsfunktion, der varetages på landets thoraxkirurgiske afdelinger. Med hensyn til de hyppigst optrædende kræftsygdomme i øvrigt anbefales, at kirurgisk behandling af patienter med bryst- og tarmkræft i hvert amt baseres på funktionsbærende enheder og således at et tilstrækkeligt befolkningsunderlag for opbygning af den nødvendige ekspertise sikres. Kirurgisk behandling af patienter med kræft i de kvindelige kønsorganer anbefales samlet efter lignende principper. Med hensyn til den kirurgiske behandling af kræftsygdomme henvises i øvrigt generelt til Sundhedsstyrelsens Vejledning om Specialeplanlægning og lands og landsdelsfunktioner i sygehusvæsenet, ny udgave forventes i efteråret 2000.

Screening
Flere undersøgelser har vist, at dødeligheden af brystkræft og tarmkræft kan reduceres ved screening, analogt med hvad der har kunnet påvises ved epidemiologiske opgørelser for livmoderhalskræft. Derfor støtter kræftplanen Sundhedsstyrelsens anbefalinger om gradvis indførelse af brystkræftscreening2. Desuden anbefales forsøgsvis implementering af tarmkræftscreening, f.eks. i eet eller to amter.

Kræftstyregruppen skal imidlertid pointere, at screening kan have en række ulemper. Screening indebærer bl.a. en risiko for at mennesker bliver erklæret syge, og i visse tilfælde endog gennemgår behandling - uden at der reelt foreligger sygdom. Samtidig skal Kræftstyregruppen henlede opmærksomheden på, at ønskerne om screening kan være i konflikt med ønskerne om at udbygge kapaciteten til diagnostik og behandling af patienter i sygehusvæsenet., da det i vid udstrækning er de samme personale- og apparaturressourcer, der skal anvendes. Omkostningerne ved en screeningsindsats må herudover altid afvejes overfor omkostningerne ved en styrket primær forebyggelsesindsats for en given sygdom. Kræftstyregruppen skal i den forbindelse understrege, at screeningens dokumenterede effekt på dødeligheden kun realiseres gennem et effektivt og systematisk indkaldelses- og undersøgelsesprogram. Deltagerprocenten skal være høj, hvis den ønskede effekt skal opnåes.

Forskning og udvikling
Det er Kræftstyregruppens vurdering at forskning og udviklingen af kvaliteten i kræftbehandlingen generelt bør støttes bl.a. gennem udbygning (og nyetablering) af kliniske kvalitetsdatabaser vedr. de hyppigste kræftsygdomme. Således bør der sikres midler til støtte for den igangværende etablering af kliniske kvalitetsdatabaser vedrørende lungekræft og tarmkræft. Videre bør de etablerede kliniske kvalitetsdatabaser vedrørende f.eks. brystkræft, modermærkekræft, kræft i lymfesystemet, kræft i hoved- halsregionen og de gynækologiske kræftsygdomme støttes og udvikles.

Det er i den forbindelse vigtigt at kvaliteten af det nationale Cancerregister i Sundhedsstyrelsen opretholdes. De kliniske kvalitetsdatabaser erstatter ikke Cancerregisteret i Sundhedsstyrelsen. Tværtimod er de kliniske kvalitetsdatabaser afhængige af at kunne få oplysninger fra Cancerregisteret. Det er ønskeligt, at Cancerregisterets tal bliver mere aktuelle, således at de danske tal er lige så aktuelle som tallene fra de øvrige nordiske lande.

Kliniske kvalitetsdatabaser foreslås etableret/udviklet i et tæt samspil mellem sygehusejerne og de faglige miljøer, herunder ikke mindst forskningsmiljøerne. Ansvaret for en klinisk kvalitetsdatabase indebærer både et ansvar for den daglige drift og for at rapportering tilbage til de indberettende afdelinger er meningsfuld og overholder aftalte tidsfrister. Samtidig forudsættes etableret et fagligt råd i tilknytning til databasen. Det faglige råd skal fremkomme med rekommandationer til alle behandlende afdelinger. Afdelinger, der indberetter til de kliniske databaser, skal have fri adgang til data således at forskning, evt. i samarbejde med det faglige råd, kan iværksættes.

Kræftrelateret sundhedstjenesteforskning, herunder sundhedsøkonomiske analyser og teknologivurderinger, bør styrkes de kommende år. Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd og Sundhedsstyrelsen (MTV instituttet) bør medinddrages i de fornødne initiativer.

Et fortsat aktivt klinisk forskningsmiljø, ikke mindst i relation til de lands- landsdelsfunktioner, der varetager den onkologiske behandling, er af stor betydning for at sikre, at den danske behandlingsindsats fortsat er på et højt internationalt niveau. Denne forskning har gennem flere år været støttet af private velgørende foreninger, men under hensyntagen til den betydning forskningen har for patientbehandlingen, bør der findes muligheder for at sikre at et aktivt forskningsmiljø prioriteres som et led i driften af landsdelsafdelingerne.

Kræftstyregruppen opfordrer derfor til, at man lokalt og nationalt i samarbejde med Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd søger at klarlægge omfanget og behovet for sundhedsvidenskabelig kræftforskning med særligt henblik på at vurdere om de nødvendige forskningsressourcer er tilstede til at sikre den bedst mulige gennemførelse af de i kræftplanen foreslåede aktiviteter. På grundlag af dette udredningsarbejde vil der i samarbejde med Statens Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd kunne fremsættes mere specifikke forslag til at styrke den sundhedsvidenskabelige kræftforskning.

Rehabilitering
Rehabilitering efter gennemlevet behandling kan omfatte såvel fysiske, psykiske som sociale konsekvenser af kræftsygdom. Behov for optræning, bearbejdelse af de psykiske reaktioner og evt. hjælp med genindtræden på arbejdsmarkedet er væsentlige elementer. Det er et mål, at sundhedsvæsenets indsats støtter op om den videst mulige restitution af patienterne under og i et vist omfang efter behandlingens gennemførelse, i et samarbejde med bl.a. tilbud i det sociale system. Rehabilitering af kræftpatienter skal ses som en integreret del af kræftbehandlingen. Det bør sikres, at alle kræftpatienter får den nødvendige opfølgning af behandlingen, så følgevirkninger af kræftbehandlingen kan afhjælpes bedst muligt. Følgevirkninger efter en kræftbehandling kan opstå adskillige år efter behandlingens ophør. Det kan derfor være nødvendigt at følge visse kræftpatienter over en længere årrække.

Rehabilitering skal være et tilbud til alle kræftpatienter afpasset til den enkelte patients behov. Det anbefales, at der amtsligt iværksættes systematisk erfaringsopsamling og evaluering af indsatsen, og at der fra de centrale sundhedsmyndigheders side tages initiativ til et udredningsarbejde, hvor der indsamles erfaringer fra det lokale arbejde. Dette arbejde bør lede til, at der opstilles faglige retningslinier om rehabilitering af kræftpatienter i lighed med de faglige retningslinier, der er udsendt for den palliative indsats i Danmark.

Palliation
Palliativ behandling er relevant for den store gruppe af kræftpatienter, der enten på diagnosetidspunktet, under den primære behandling eller ved recidiv af kræftsygdommen findes uhelbredeligt syge. Både kirurgi, medicinsk kræftbehandling og strålebehandling kan yde væsentlige bidrag i den palliative indsats. Den palliative indsats omfatter symptomlindring (bl.a. smertebehandling), symptomforebyggelse (f.eks. i form af pallierende kirurgiske indgreb) og en helhedsorienteret psykosocial og plejemæssig indsats. Målene må defineres i relation til den enkelte patient og kan omfatte en forlænget overlevelse og/eller en forbedret livskvalitet.

Der må afsættes øgede ressourcer til kræftpatienters palliative behandling og pleje, som hyppigt foregår på den primært behandlende (kirurgiske) stamafdeling i et samarbejde med andre afdelinger og primærsektoren. Det anbefales, at amterne og kommunerne evaluerer den nuværende indsats i forhold til Sundhedsstyrelsens redegørelse fra 1996; "Omsorg for alvorligt syge og døende. Om hospiceprogrammer og andre initiativer indenfor den palliative indsats" og at de faglige miljøer og uddannelsesinstitutioner aktivt medvirker til implementeringen af "Faglige retningslinier for den palliative indsats - omsorg for alvorligt syge og døende", som Sundhedsstyrelsen udsendte i 1999.

Afslutningsvis skal det fastslås, at den relativt begrænsede viden om årsagerne til den højere kræft-dødelighed i Danmark indebærer, at der heller ikke er sikker viden om den præcise effekt af de foreslåede tiltag. Kræftstyregruppens anbefalinger vil kunne forbedre kræftbehandlingen i Danmark, men der er ikke sikker viden om, at implementering af anbefalingerne vil indebære at f.eks. dødeligheden falder til det niveau, der ses i Norge og Sverige.

2) Kræftstyregruppen er orienteret om, at en del af det videnskabelige grundlag for Sundhedsstyrelsens anbefaling om at indføre mammografiscreening er blevet draget i tvivl på basis af en foreløbig analyse fra det Nordiske Cochrane Center. Amtsrådsforeningens medlemmer af Kræftstyregruppen tager på denne baggrund forbehold for Kræftplanens tilslutning til Sundhedsstyrelsens anbefaling. Sundhedsstyrelsen har ikke på nuværende tidspunkt fundet anledning til at revurdere sin anbefaling, men følger fortsat området omhyggeligt. En mere udførlig analyse af det videnskabelige grundlag fra det Nordiske Cochrane Center forventes at foreligge i sommeren 2000.


 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |