Skip navigation


3. Introduktion

Kræft betegner en række sygdomme, der har forskellige forløb og prognose, rammer forskelligt i befolknings- og aldersgrupper, kræver forskellige former for diagnostik og behandling, og som i øvrigt, i den udstrækning vi har viden om det, har forskellige årsager.

For at illustrere variationen i problemstillingerne skal en række eksempler fremhæves: 
 
En hyppig kræftform er non-melanom hudcancer (hudkræft, der ikke er modermærkekræft). Denne kræftform er hyppig og generende, men kun meget sjældent livstruende. Hudkræft, der ikke er modermærkekræft, kan oftest både diagnosticeres og behandles i speciallægeregi. Sygdommen vil ikke blive omtalt nærmere i nærværende kræftplan.

Lungekræft er nært knyttet til tobaksrygning, og kan derfor vidtgående forebygges, hvorimod behandlingsmulighederne oftest er dårlige. Både herhjemme og i udlandet er det under 10%, der lever længere end 5 år efter at have fået konstateret lungekræft. Den dårlige prognose understreger betydningen af kvaliteten af patientforløbet; at udredning og behandling er hensigtsmæssigt og effektivt tilrettelagt.

Tarmkræft omfatter en række sygdomme, heriblandt nogle sjældne arvelige former. Der er herhjemme oprettet registre over familier, hvis medlemmer er særligt disponerede. Dette muliggør effektiv diagnostik og tidlig udredning og behandling af patienter med arvelig tarmkræft i disse slægter. Langt de fleste tilfælde af tarmkræft optræder imidlertid hos personer, der ikke har kendt arvelig disposition, og viser sig i form af ukarakteristiske symptomer, der ikke altid i første omgang får patienten eller den praktiserende læge til at mistænke en kræftsygdom. Her kan en generel oplysning til befolkningen måske være gavnlig. Endvidere kan retningslinier for en mere effektiv diagnostisk udredning evt. forbedre prognosen, ligesom der er faglige holdepunkter for en positiv effekt af et tilbud om screening for tarmkræft til aldersgruppen 50-75 årige.

Brystkræft er også i visse sjældne tilfælde arvelig, men iøvrigt en lidelse, der, efter den viden vi har i dag, næppe i væsentlig grad kan forebygges af den enkelte. Effektiv behandling kan imidlertid indsættes, hvis kræften opdages tidligt nok, og her har tidlig opsporing, d.v.s. mammografiscreening, en væsentlig rolle at spille.

Prostatakræft er en kræftform, der især rammer ældre mænd. Når sygdommen giver symptomer, har den oftest spredt sig i kroppen og kan med vores nuværende viden ikke helbredes, men kun i et vist omfang lindres. Med hensyn til udredning og behandling af tidlige stadier af sygdommen har man traditionelt i Danmark været tilbageholdende – også mere tilbageholdende end i vores nabolande – idet man har været bekymret for, at en tidlig behandling ikke ville gavne, men derimod påføre patienterne operations- og behandlingsgener, uden at der var effekt i form af længere overlevelse eller bedre symptomlindring.

De nævnte eksempler er blandt de hyppigste kræftformer i Danmark, og som det fremgår, er sygdommenes karakter, såvel som forebyggelses- udrednings- og behandlingsmulighederne forskelligartede. For en række kræftsygdomme er der dog en række fællestræk f.eks. i den type af behandling, der kan tilbydes på de kirurgiske afdelinger, og i den opfølgende og supplerende behandling, der kan tilbydes på de onkologiske behandlingscentre. Endvidere har kræftsygdommene en række grundlæggende biologiske fællestræk, som vil blive beskrevet i det følgende.


3.1 Hvad er kræft?

En kræftsygdom igangsætter en række forskellige processer i organismen. Kræftsygdom kan beskrives på celleniveau, ved virkningen på enkeltorganer og organsystemer og ved de reaktioner og ændringer i kropsfunktionerne, som patienten oplever.
Kræft kan teoretisk udvikle sig i alle typer af organer og celler i den menneskelige organisme. Der er dog meget stor forskel på hyppigheden af kræftsvulster i de forskellige organer. Det væsentligste fællestræk ved kræftsygdomme er, at en enkelt eller flere celler begynder en ukontrolleret deling og vækst. Det kan skyldes, at de mekanismer, der under normale forhold styrer cellernes udvikling, sættes mere eller mindre ud af funktion. Kræftceller har tendens til at vokse og sprede sig. Efter kræftsvulstens opståen foregår der således, i varierende omfang og tempo, en spredning til andre steder i organismen, hvor der udvikles dattersvulster – såkaldte metastaser. Det skyldes, at der selv fra en meget lille kræftsvulst kan ske afstødning af materiale, der kan føres med blod- eller lymfebanerne til andre steder i organismen, og dér danne kolonier af nye døtresvulster (metastaser), som efterfølgende igen kan sprede sig til andre organer. Den normale struktur og funktion af organer der koloniseres af kræftceller kan blive ødelagt, f.eks. kan kræftcellers indvækst i knogler medføre smerter og svække knoglernes bæreevne, hvilket igen kan føre til knoglebrud.

Ubehandlet vil de fleste kræftsygdomme medføre døden inden for et kortere eller længere tidsrum, idet den oprindelige kræftsvulst eller metastaserne på et eller andet tidspunkt vil ødelægge basale livsfunktioner. Der er imidlertid store forskelle mellem de forskellige kræfttyper og fra individ til individ på, hvor hurtig en kræftsygdom udvikler sig.

Kræft ytrer sig højst forskelligt, alt efter hvilken type celler kræftsygdommen udgår fra. Af og til opretholder cellerne i kræftsvulsten en del af en oprindelig funktion f.eks. ved produktion af æggehvidestoffer, hormoner eller andre "signalstoffer". Produktionen bliver imidlertid ikke koordineret, og stofferne kan derfor hobe sig op i større mængder. Det kan igen føre til skade på organer som f.eks. nyre, hjerte, øjne osv.

Mulighederne for at behandle en kræftsygdom er meget afhængig af, hvilket organ og celletype den pågældende svulst udgår fra. Det har derudover oftest stor betydning, hvor tidligt i forløbet sygdommen opdages.

Kræftsvulsters væksthastighed (udviklingstiden) viser stor variation. For nogle svulster kan man registrere vækst fra dag til dag. For andre kan der tilsyneladende være stilstand i mange år. Der vides i dag kun lidt om, hvor lang tid en svulst bruger på at udvikle sig fra "den første syge celle" til den har nået en størrelse, som giver symptomer og kan blive opdaget, men for de fleste kræftformer drejer det sig om mange år. I praksis er en størrelse på 1 cm3 eller en vægt på 1 g den nedre grænse for, hvad man kan påvise ved de sædvanlige diagnostiske undersøgelser f.eks. ved røntgenundersøgelser. På dette tidspunkt indeholder svulsten omkring 1 mia. celler. En svulst, som består af 100 mio. celler er vanskelig at opdage og giver heller ingen symptomer. Der findes bl.a. derfor ingen "garanti" for at en person er sund (eller "kræftfri"), selv om et røntgenbillede eller en klinisk undersøgelse viser "normale" forhold.

Kræftsygdomme kan inddeles i undergrupper på basis af visse lighedstræk. Herved kan sygdomsforløb og reaktion på behandling gøres mere forudsigelig. Indsamling af viden om kræft, såvel som tilrettelæggelsen af behandlingsindsatsen for den enkelte patient, forudsætter således en gruppering af patienterne. Denne gruppering baseres væsentligst på identifikation af kræftcellernes oprindelsesorgan og evt. biologiske karakteristika, vurdering af cellernes modningsgrad, og af sygdommens udbredelse i kroppen (stadieinddeling). Hertil kommer faktorer, der relaterer til det enkelte individ, som alder og køn, samt almentilstand og helbredsforhold i øvrigt.

3.2 Overordnede mål for indsatsen mod kræft


Målsætningen for indsatsen på kræftområdet er en nedsættelse af kræftsygeligheden gennem forebyggelse og nedsættelse af kræftdødeligheden ved iværksættelse af tidlig og effektiv behandling. Videre må kræftpatienter støttes til, efter eller samtidig med behandlingen, at kunne genoptage deres daglige sociale funktioner og forpligtelser (rehabilitering). Det er samtidig målet at forlænge livet og bevare livskvaliteten for de kræftsyge, som ikke kan helbredes eller som får tilbagefald af sygdommen. Endelig er det målet at give en lindrende behandling, pleje og omsorg til uhelbredeligt kræftsyge patienter i sygdommenes afsluttende fase (den palliative indsats).
Dette peger umiddelbart frem på fem niveauer for en indsats på kræftområdet:

  • forebyggelse,
  • diagnostik,
  • behandling,
  • rehabilitering
  • palliation

En indsats for kræftpatienter er omfattet af WHO's mål for "Sundhed for Alle". Således opstillede WHOs Europakontor i 1991 det mål, at kræftdødeligheden for folk under 65 år skal reduceres med mindst 15%, og at livskvaliteten for alle kræftpatienter skal forbedres markant. WHO nævner væsentlige satsningsområder for at nå disse mål for indsatsen mod kræft:

  • en indsats for at nedsætte tobaksrygningens udbredelse og intensitet,
  • benyttelse af screeningsprogrammer for tidlig diagnose af brystkræft og livmoderhalskræft,
  • udvikling af sunde miljøer i hjem og på arbejdspladser, samt
  • tilbud om behandling af høj kvalitet til alle, der rammes af kræft.

Disse satsningsområder er udbygget i det følgende.

Forebyggelse af kræft
Regeringens folkesundhedsprogram indeholder en lang række forslag til initiativer til forebyggelse af kræft såvel som andre sygdomme i løbet af de kommende 10 år. Kræftstyregruppen tilslutter sig generelt folkesundhedsprogrammets anbefalinger m.h.t. alkohol, kost, motion – og især anbefalingerne vedr. tobak. Kræftstyregruppen anbefaler desuden, at der sker en øget oplysningsindsats vedr. sammenhængen mellem solens stråler og hudkræft og en øget oplysningsindsats mht. Sundhedsstyrelsens anbefalinger vedr. solbeskyttelse. Der henvises iøvrigt til kapitel V for en nærmere gennemgang af programmet og anbefalingerne

Diagnostik og behandling
Patienter med symptomer på kræftsygdom henvender sig almindeligvis til den praktiserende læge. Der ligger en stor udfordring i at skelne mellem patienter, der har symptomer, der bør underkastes en nærmere undersøgelse, og de patienter, der umiddelbart kan afsluttes eller behandles i almen praksis. Lægen skal endvidere kunne gennemføre denne initiale visiterende funktion på et højt fagligt niveau og igangsætte et relevant udredningsforløb, ofte på baggrund af vage og forholdsvis uspecifikke præsentationssymptomer.

Hvis den praktiserende læge finder mistanke om kræftsygdom, enten på baggrund af patientens sygehistorie, symptombeskrivelse eller på basis af resultaterne af foretagne undersøgelser, skal patienten henvises til sygehus. Behandlingen af den enkelte patient gives ofte som kombinationer af forskellige behandlingselementer, evt. i et forløb, og der tilstræbes en så målrettet indsats som muligt, idet behandlingen tilpasses den enkelte kræftpatient på basis af den tilgængelige viden om kræftsygdommen og effekten af de forskellige tiltag. Behandlingen vil imidlertid uundgåeligt ramme langt flere biologiske processer end det, som er behandlingens primære mål og al kræftbehandling har derfor i forskelligt omfang uønskede bivirkninger. Det er et mål for kræftbehandlingen, at forholdet mellem den forventede effekt og de med behandlingen forbundne bivirkninger er så gunstigt som muligt og baseret på en individuel tilpasning til den enkelte patients forhold.

En kræftpatient vurderes at være helbredt, når tilgængelige undersøgelser ikke kan påvise efterladt kræftvæv efter gennemgået behandling. Imidlertid har en række kræftsygdomme tilbøjelighed til at recidivere efter behandlingen. Ved recidiv af kræftsygdom er helbredelsesmulighederne som regel begrænsede. Derfor vil en række af de patienter, der primært tilbydes behandling med kurativ intention, alligevel have en betydeligt ringere overlevelse end baggrundsbefolkningen. Et hyppigt anvendt mål for den kurative effekt af kræftbehandling, er overlevelsen af den behandlede patientgruppe sammenlignet med baggrundsbefolkningens overlevelse, set over en 5-års periode. Det er et mål for kræftbehandlingen, at denne overlevelse er så høj som muligt.

Rehabilitering
Rehabilitering efter gennemlevet behandling for en kræftsygdom er en udfordring, som den enkelte patient ofte har stået alene med. Der kan være tale om såvel fysiske, psykiske og sociale konsekvenser af kræftsygdom. Behov for optræning, bearbejdelse af de psykiske reaktioner og evt. hjælp med genindtræden på arbejdsmarkedet er væsentlige elementer. Det er et mål, at sundhedsvæsenets indsats støtter op om den videst mulige restitution af patienterne under og i et vist omfang efter behandlingens gennemførelse, i et samarbejde med bl.a. tilbud i det sociale system.

Palliation
Den palliative indsats omfatter symptomlindring (oftest smertebehandling), symptomforebyggelse (f.eks. i form af pallierende kirurgiske indgreb) og en helhedsorienteret psykosocial indsats. Målene må defineres i relation til den enkelte patient og kan omfatte en forlænget overlevelse og/eller en forbedret livskvalitet.

Palliativ behandling vil være relevant for den store gruppe af kræftpatienter, der enten på diagnosetidspunktet, under den primære behandling eller ved recidiv af kræftsygdommen findes uhelbredeligt syge. Både kirurgi, strålebehandling og medicinsk kræftbehandling kan yde væsentlige bidrag i den palliative indsats. Der har i de senere år været en forstærket forskningsindsats på det palliative område, idet målet har været at dokumentere den palliative behandlingseffekt både objektivt samt ved hjælp af patienternes subjektive symptombeskrivelse.

 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |