Skip navigation


4. Kræft epidemiologi

Dette kapitel er baseret på Delrapport 2, som er udarbejdet af en undergruppe under Kræftstyregruppen.

 
Undergruppen omfattede følgende medlemmer:

  • Afdelingschef, overlæge, Hans Henrik Storm, Kræftens Bekæmpelse.
  • Professor, overlæge Jens Overgaard, Kræftens Bekæmpelse.
  • Seniorforsker Knud Juel, Statens Institut for Folkesundhed.
  • Fuldmægtig Birgitta Rudbeck, Sundhedsministeriet (juni 1998 til september 1998); herefter
  • fuldmægtig Nina Moss, Sundhedsministeriet (september 1998 til oktober 1999) herefter
  • fuldmægtig Christina Ecklon, Sundhedsministeriet.
  • Afdelingslæge Jørgen Steen Andersen, Sundhedsstyrelsen.
  • Datakoordinator Jesper Pihl, Sundhedsstyrelsen.
  • Kontorchef Olaf Ingerslev, Sundhedsstyrelsen (formand).
  • Specialkonsulent Kirsten Frederiksen, Sundhedsstyrelsen.

I nærværende fremstilling er hovedvægten lagt på vurderingen af fire udvalgte kræftsygdommes udbredelse og konsekvens i form af f.eks. dødelighed og forkortet overlevelse. Kræftsygdommenes epidemiologi er beskrevet på følgende tre områder.

  • forekomst (incidens og prævalens)
  • dødelighed
  • overlevelse

Disse data er for Danmark sat i relation til forholdene i de øvrige nordiske lande.
Endvidere indeholder kapitlet en oversigt over størrelsesordenen af den kurative (helbredende) og den palliative (lindrende) behandling af kræftpatienter i Danmark baseret på data fra 1996.

4.1 Indledning


Indledningsvis følger en kort beskrivelse af de begreber og datakilder, der danner grundlag for beskrivelsen.

Forekomst - begreberne incidens og prævalens.
Kræfthyppigheden eller incidensen opgøres som antallet af nye kræfttilfælde i løbet af et givet kalenderår. Ofte angives incidensen som en rate per 100.000 personer i form af en alderstandardiseret rate, hvor kræftforekomsten i f.eks fem-års aldersgrupper vægtes i henhold til den andel disse udgør af en fiktiv verdensbefolkning. Standardiseringen udføres af hensyn til sammenligneligheden mellem befolkninger med forskellig aldersfordeling.

Et andet mål for en sygdoms udbredelse er prævalensen, der angiver antallet af personer, der på et givet tidspunkt lever med sygdommen. Begrebet er i denne forbindelse modificeret, så vi med kræftprævalensen forstår antallet af personer, der på et eller andet tidspunkt er registreret med en kræftdiagnose og som fortsat er i live (helbredte eller fortsat syge).

Dødelighed.
Kræftdødeligheden er antallet af dødsfald i en given periode, hvor den primære dødsårsag er en kræftdiagnose. Ligesom ved sammenligning af incidensen i forskellige befolkningsgrupper angives dødeligheden ofte som en rate pr. 100.000 personer aldersstandardiseret til f.eks. verdens befolkningen. Dødelighedsopgørelser kan imidlertid være problematiske ved sammenligninger mellem lande, hvis der er forskellig diagnosticerings- og kodepraksis i landene. F.eks. har der været anvendt forskellige revisioner af den internationale sygdomsklassifikation til kodning af dødsårsagerne i de nordiske lande, og disse klassifikationer er trådt i kraft på forskellige tidspunkter i de forskellige lande.

Overlevelse.
Overlevelsestiden for en kræftpatient defineres som tiden fra diagnose til død. Ved opgørelse af overlevelsen efter kræft betragtes død af enhver årsag i modsætning til kræftdødeligheden, der baseres på de årsagsspecifikke dødeligheder. Der er således tale om et grovere skøn, der imidlertid er mere robust end den årsagsspecifikke dødelighed i forhold til f.eks. forskelle i kodepraksis. Ved estimation af fordelingen af overlevelsestiden er man nødt til at tage hensyn til, at nogle personer stadig er i live på opgørelsestidspunktet (censurerede observationer). Forskellen mellem overlevelsen i Danmark og de øvrige nordiske lande er i denne sammenhæng illustreret ved forskellen mellem den faktisk observerede overlevelse for de danske kræftpatienter, og den overlevelse de ville have haft, såfremt de havde haft samme dødsintensiteter som kræftpatienter i de øvrige nordiske lande.

4.2 Forekomst

Kræftforekomsten i Danmark er dels opgjort udfra oplysninger fra det danske Cancerregister, der siden 1943 har modtaget indberetninger om nydiagnosticerede tilfælde af kræft fra alle landets sygehuse. De senest foreliggende data er fra 1996 . Derudover er kræftforekomstens forventede omfang i fremtiden beskrevet udfra resultaterne af det fællesnordiske projekt "Kræftbilledet i Norden", der bl.a. indeholder prognoser for kræftincidensen fra 1987 til 2010 og prævalensen i samme periode. Sammenligning af udviklingen i kræftincidensen i Danmark og de øvrige nordiske lande for fire udvalgte kræftformer er baseret på oplysninger fra de enkelte landes Cancerregistre.
Udviklingen i kræftincidensen i Danmark.
Som det fremgår af figur IV.1, der viser incidensraten for mænd og kvinder opgjort i femårsintervaller, er der en reel stigning i antallet af nye kræfttilfælde i Danmark gennem hele den betragtede periode, om end stigningstakten synes at aftage for danske mænd. For mændenes vedkommende er incidensraten pr 100.000 (aldersstandardiseret) for alle kræftformer under ét steget med 73% fra intervallet 1946-50 til intervallet 1991-95. For kvindernes vedkommende er der sket en stigning på 54% i den samme periode.

Figur 4.1 Incidensraten pr 100.000 i Danmark 1946-1996 aldersstandardiseret til verdensbefolkningen. 
Figur IV.1 Incidensraten pr 100.000 i Danmark 1946-1996 aldersstandardiseret til verdensbefolkningen.

Kræft i Danmark i 1996. Nye tilfælde (incidens).
I 1996 fik 28.222 personer kræft i Danmark, heraf 13.348 mænd og 14.874 kvinder. Raten standardiseret til verdens befolkningen er 323 tilfælde pr. 100.000 for mænd og 325 for kvinder.

Tabel 4.1: Oversigt over de ti hyppigst forekommende kræftformer, mænd 1996, Danmark.
Tabel IV.1: Oversigt over de ti hyppigst forekommende kræftformer, mænd 1996, Danmark.

1) Raten pr. 100.000 personår. Raten er standardiseret til verdensbefolkningen

Tabel IV.2: Oversigt over de ti hyppigst forekommende kræftformer, kvinder 1996, Danmark.
Tabel IV.2: Oversigt over de ti hyppigst forekommende kræftformer, kvinder 1996,

1) Raten pr. 100.000 personår. Raten er standardiseret til verdensbefolkningen

* Til "svulster" i hhv. urinblære og hjerne og nervesystem henregnes traditionelt alle svulster, også de, der ikke på diagnosetidspunktet er invasisvt voksende eller metataserende. Begrundelsen er, at alle rumopfyldende svuslter i hjernen ubehandlet vil medføre tryksymptomer, og dermed vil have et ondartet forløb, samt at de fleste svulster i urinblæren, med tiden vil udvikle sig til invasive cancere, selv om de på diagnosetidspunktet ikke fremstårsom ondartede.

Af de 28.222 tilfælde var 5.125 tilfælde "anden hudkræft", der dækker over alle andre hudkræft tilfælde end modermærkekræft. Denne gruppe domineres helt af de relativt godartede basalcelle carcinomer, som kun sjældent spreder sig andet end lokalt, i modsætning til modermærkekræft.

Lungekræft var i 1996 den hyppigste kræftform hos mænd efterfulgt af kræft i prostata (blærehalskirtel) og svulster i urinblæren. Tyktarms- og endetarmskræft var den fjerde hhv. femte mest udbredte kræftform blandt mænd (tabel IV.1).

Brystkræft efterfulgt af lungekræft var de hyppigste kræftformer for kvinder i 1996. Tyktarms- og endetarmskræft var den tredje hhv. ottende hyppigste kræftform (tabel IV.2).

Kræftsyge i Danmark i 1996 (Prævalens)
Den totale prævalens giver alene en oversigt over hvor mange, der lever med en kræftdiagnose på et givet tidspunkt; men siger ikke noget om, hvor længe de har haft sygdommen. Derfor er 1, 3, 5 og 10 års prævalensen også udregnet. Ved f.eks. treårs prævalensen forstås det antal personer, der på et givet tidspunkt levede med en kræftsygdom diagnosticeret indenfor de seneste tre år. Tabel IV.3 hhv. tabel IV.4. viser total-, 1-, 3-, 5- og 10- års prævalensen for de ti mest udbredte kræftformer for mænd hhv. kvinder.

Den 31. december 1996 levede i alt 197.497 personer med en kræftdiagnose; heraf 76.124 mænd og 121.373 kvinder. Af disse havde 24.255 mænd og 26.768 kvinder diagnosen 'anden hudkræft'. Af de 197.497 personer, der ved udgangen af 1996 levede med en kræftdiagnose, havde 80.386 fået stillet diagnosen indenfor de seneste 5 år; mens de resterende 117.111 altså havde levet med kræftsygdommen i mindst 5 år.

Af tabellerne fremgår blandt andet forskellene i overlevelse mellem patienter, der rammes af de forskellige kræftformer. Tabellerne kan endvidere sammenholdes med tabel IV.1 og IV.2 over de hyppigst forekommende kræftformer, med henblik på et mere udtømmende overblik, som beskrevet i et kort eksempel:

Selvom lungekræft er den hyppigste kræftform blandt mænd og den næst hyppigste blandt kvinder, levede der den 31. december 1996 kun 2.177 mænd og 1.556 kvinder, som havde fået stillet diagnosen lungekræft. Etårs prævalensen var kun 704 for mænd og 555 for kvinder. 425 mænd og 233 kvinder var fortsat i live mere end 10 år efter diagnosetidspunktet. Lungekræft er altså karakteriseret ved en meget høj dødelighed i de første måneder efter diagnosen.

Tabel IV.3:Oversigt over den totale og 1, 3, 5 og 10 års prævalens d. 31. december 1996, mænd, DK.
Tabel IV.3:Oversigt over den totale og 1, 3, 5 og 10 års prævalens d. 31. december 1996, mænd, DK.


Tabel IV.4: Oversigt over den totale og 1, 3, 5 og 10 års prævalens d. 31.december 1996, kvinder, DK.
Tabel IV.4: Oversigt over den totale og 1, 3, 5 og 10 års prævalens d. 31.december 1996, kvinder, DK.

* Til "svulster" i hhv. urinblære og hjerne og nervesystem henregnes traditionelt alle svulster, også de, der ikke på diagnosetidspunktet er invasisvt voksende eller metataserende. Begrundelsen er, at alle rumopfyldende svuslter i hjernen ubehandlet vil medføre tryksymptomer, og dermed vil have et ondartet forløb, samt at de fleste svulster i urinblæren, med tiden vil udvikle sig til invasive cancere, selv om de på diagnosetidspunktet ikke fremstårsom ondartede.

1: diagnosticeret 1943-96, 2: diagnosticeret 1996, 3: diagnosticeret 1994-96, 4: diagnosticeret 1992-96, 5: diagnosticeret 1987-96.

Overlevelsen blandt patienter afspejler imidlertid ikke kun den sygdomsspecifikke dødelighed, idet mange kræftsygdomme især optræder hos ældre personer, der også har en høj dødelighed som følge af andre sygdomme.

Fremskrivning af kræftforekomsten i Danmark.
"Kræftbilledet i Norden" Fremskrivning af kræftforekomsten fra 1987 til år 2010 er foretaget i det fællesnordiske projekt Kræftbilledet i Norden (Engeland et al. 1993 ). Den er baseret på udviklingen i den observerede kræftforekomst for de enkelte køns- og aldersgrupper indtil 1987 i de enkelte lande samt den forventede udvikling i køns- og alderssammensætningen i deres befolkninger år 1990, 2000 og 2010. Data om kræftsygdommene kommer fra de nordiske kræftregistre, der alle er af meget høj international standard med valide og komplette data. Data om befolkningerne kommer fra de nationale befolkningsstatistikker og fremskrivning af disse. Her gennemgås de relevante fund for Danmark.

Totalt forventes en stigning i kræftincidensen på 28 % blandt mænd og 38 % blandt kvinder i perioden fra 1987 til 2010. Heraf kan knap halvdelen af den forventede stigning tilskrives ændringer i befolkningens alderssammensætning ("demografiske årsager"). Hvor sundhedsvæsenet i Danmark i 1983-87 diagnosticerede og behandlede 22.335 nye kræfttilfælde årligt (eksklusiv hudkræft), forventes det at dreje sig om 27.216 tilfælde ved århundredeskiftet, og næsten 30.000 nye kræfttilfælde årligt i år 2010 (2008-2012). Hertil kommer indsatsen for de kræftpatienter (i 1996 ca. 146.500), der allerede befinder sig i behandling, kontrolleres for en behandlet kræftsygdom eller er helbredt.

Tyktarmskræft forventes i år 2010 at være øget 30% hos mænd, og 21% blandt kvinder i forhold til det årligt observerede antal tilfælde i perioden 1983-87. Godt halvdelen af stigningen skyldes demografiske forhold.

Endetarmskræft forventes i år 2010 at være øget 13% hos mænd, og 3% blandt kvinder i forhold til det årligt observerede antal tilfælde i perioden 1983-87. Demografiske forhold alene ville have medført en stigning på hhv. 19 og 13%, og fremskrivningen afspejler således en reduktion i de ikke-demografiske årsager til denne kræftform.

For lungekræft blandt mænd forventes en stigning på 16%. Demografiske forhold ville medføre en stigning på 19%, så også her forventes en reduktion i de bagved liggende faktorer, der fører til lungekræft. Mindst 85% af lungekræfttilfældene i Danmark tilskrives tobaksrygning. For kvinders vedkommende forventes en stigning i lungekræft fra 1987 til perioden 2008-2012 på 115%. Kun 15% af stigningen blandt kvinder relateres til demografiske faktorer. Det kræftmønster der forventes, korrelerer meget tæt med prævalensen af daglige rygere i Danmark, der er ca. 32% for begge køn i 1998 (kilde: Tobaksskaderådet). Denne procent afspejler to modsat rettede tendenser, nemlig et fald blandt mænd, og en stigning blandt kvinder. Fortsætter kvinderne med i stigende grad at ryge, vil forudsigelserne holde stik, hvorimod en nedgang i rygeprævalensen vil betyde, at stigningen ikke bliver helt så stor, som forventet.

Forekomsten af brystkræft er konstant stigende. I forhold til 1987 forventes frem til 2008-2012 en stigning på 56%. Demografiske faktorer udgør en 15%'s stigning, og resten må tilskrives årsagsfaktorer, der øger risikoen for brystkræft. De risikofaktorer vi i dag har erkendt i forbindelse med brystkræft er relateret til reproduktive og hormonelle forhold, kost og motion samt arv. For eksempel har kvinder, der føder det første barn tidligt en lavere risiko end kvinder, der slet ikke føder børn. Ligeledes tyder epidemiologiske opgørelser på, at kvinder, der har et langt menstruerende liv og kvinder der får østrogen substitution i tilslutning til menopausen, hyppigere rammes af brystkræft. Ligeså synes indtag af alkohol at være forbundet med højere brystkræftrisiko, hvorimod kvinder der dyrker motion og spiser frugt og grønt synes at have en let nedsat risiko for brystkræft. Den arvelige komponent anslås at lede til 5-10% af samtlige brystkræfttilfælde. Ingen af de kendte risikofaktorer er dog så væsentlige, at de kan forklare den stigning, der ses. Der er således ingen enkeltstående væsentlig risikofaktor, der kan bruges i forbindelse med primær forebyggelse af brystkræft. Behandling er derfor i dag det eneste, der reelt kan tilbydes. Behandling der sættes ind tidligt, på små tumorer, medfører mulighed for at kunne tilbyde mere skånsom behandling og dermed højere livskvalitet for patienten. Chancen for helbredelse øges jo tidligere svulsten erkendes, og derfor anbefales screening med mammografi for at finde svulster, inden de kan erkendes klinisk.

Validering af fremskrivningen
Ovennævnte fremskrivning, der skete på basis af tal fra før 1988, kan nu sammenlignes med det faktisk observerede antal kræfttilfælde i den nærmest følgende fem-årsperiode 1988-92. Det fremgår, at antallet af kræfttilfælde for både kvinder og mænd er overestimeret med hhv. 1-6 % i de fremskrevne tal for denne periode.

Lungekræft, der i vid udstrækning skyldes tobaksrygning, er ikke steget så meget som ventet. Brystkræft og livmoderhalskræft, der begge er tilgængelige for tidlig diagnose ved screening, stiger mere end forventet. For brystkræfts vedkommende måske som følge af de mammgrafiscreeningsprogrammer, der nu tilbydes svarende til ca. 20% af befolkningen, og hvis gennemførelse i de første år vil føre til (tidligere) erkendelse af flere kræfttilfælde. Spiserørskræft, der som en væsentlig risikofaktor har alkohol, stiger også. Tyk- og endetarmskræft fremstår samlet næsten som forudset. Det er således tydeligt, at fremskrivningerne er mindre robuste hvor f.eks. kendte risikofaktorer eller tidlig diagnose kan og sandsynligvis påvirker udviklingen. Således har det ikke været muligt at forudse effekten af ændringer i alkohol- og tobaksforbrug i fremskrivningerne.

På basis af den forløbne observationsperiode er de dog tilstrækkeligt præcise til planlægningsformål, men præcisionen bliver dårligere jo længere man bevæger sig væk fra det tidspunkt hvor fremskrivningen startes. Fornyede fremskrivninger med indarbejdelse af ny viden om udvikling i risikofaktorer bør udarbejdes.

Udviklingen i kræftforekomsten i Danmark i forhold til de øvrige nordiske lande for udvalgte kræftformer.
Forekomsten af tyktarmskræft er steget i perioden fra 1961 til 1995 i Danmark for både mænd og kvinder. Lignende tendenser ses i de øvrige nordiske lande dog med en noget kraftigere stigning i Norge, der i 1991-1995 som det eneste af de nordiske lande ligger over Danmark (figur IV.2.1).

Forekomsten af endetarmskræft er faldet i Danmark i modsætning til udviklingen i de øvrige nordiske lande, hvor man har oplevet en stigning i forekomsten af endetarmskræft. Mest udtalt i Norge, der i den sidste opgørelsesperiode næsten er kommet op på niveau med Danmark (figur IV.2.2).

I Danmark toppede forekomsten af lungekræft blandt mænd i 1980'erne og har siden været aftagende, så den nu ligger på niveau med Norge men stadig væsentligt over Sverige og Finland. For kvindernes vedkommende er forekomsten af lungekræft steget gennem perioden i alle landene; men stigningen har været langt kraftigere i Danmark end i de øvrige lande (figur IV.2.3).

Ligesom lungekræft er forekomsten af brystkræft blandt kvinder også steget fra 1961-1995 i alle landene, dog har stigningen i Norge været mere moderat end i de øvrige lande. (figur IV.2.4). Incidensraten i 1991-1995 er højest i Danmark, og det er primært i aldersgruppen over 55 år, at raten i Danmark er højere (se delrapport 2).

Figur IV.2.1 Incidens af tyktarmskræft. Alderstandardiserede rater pr. 100.000.
Figur IV.2.1 Incidens af tyktarmskræft. Alderstandardiserede rater pr. 100.000.

Fig. IV.2.2 Incidens af endetarmskræft. Alderstandardiserede rater pr. 100.000.
Fig. IV.2.2 Incidens af endetarmskræft. Alderstandardiserede rater pr. 100.000.

Fig. IV.2.3 Incidens af lungekræft. Alderstandardiserede rater per 100.000. 
Fig. IV.2.3 Incidens af lungekræft. Alderstandardiserede rater per 100.000.
Figur IV.2.4 Incidens af brystkræft. Aldersstandardiserede rater pr 100.000 
Figur IV.2.4 Incidens af brystkræft. Aldersstandardiserede rater pr 100.000

4.3 Dødelighed


Kræftdødeligheden i Danmark er opgjort udfra Dødsårsagsregisteret, hvor de senest foreliggende data er fra 1997. Derudover er den fremtidige udvikling ligesom forekomsten beskrevet udfra resultaterne af det fællesnordiske projekt "Kræft i Norden". Sammenligningen af udviklingen i kræftdødeligheden i Danmark i forhold til de øvrige nordiske lande for fire udvalgte kræftformer er baseret på oplysninger fra de enkelte landes Dødsårsagsregistre.
Udviklingen i kræftdødeligheden i Danmark.
Hvert år dør rundt regnet 15.000 af kræft i Danmark svarende til ca. en fjerdedel af samtlige dødsfald. Udviklingen i kræftdødeligheden for alle kræftformer under ét de sidste 20 år fremgår af figur IV.3. Det ses, at raten , når man ser bort fra fluktuationer, har været nogenlunde konstant henover perioden. Raten for mænd er stadig ca. en tredjedel højere end raten for kvinder.

Figur IV.3. Kræftdødsfald pr 100.000 i 1977-1997 standardiseret til verdensbefolkningen. 

Figur IV.3. Kræftdødsfald pr 100.000 i 1977-1997 standardiseret til verdensbefolkningen.
 

Kræftdødeligheden i Danmark i 1997.
Der blev i 1997 registreret i alt 15.258 dødsfald i Danmark, hvor den primære dødsårsag var en kræftdiagnose; heraf 7615 blandt mænd og 7643 blandt kvinder. Af tabel IV.5 fremgår fordelingen på de enkelte årsager.

Tabel IV.5. Kræftdødsfald i Danmark i 1997 opdelt på årsag grupperet efter DK-listen udvidet, så de fire udvalgte kræftformer optræder separat.
Tabel IV.5. Kræftdødsfald i Danmark i 1997 opdelt på årsag grupperet efter DK-listen udvidet, så

Udviklingen i kræftdødeligheden i Danmark sammenlignet med udviklingen i de øvrige nordiske lande for udvalgte kræftformer.
Dødeligheden af kræftsygdom afspejler dels sygdomsforekomsten og dels effekten af behandling, i den udstrækning denne kan påvirke sygdommens forløb. I en sammenligning mellem forskellige lande, må der også tages højde for eventuelle forskelle i kodepraksis i de nationale registre.

For tyktarmskræft har udviklingen i dødeligheden i perioden 1951-1995 næsten været parallel i de fire lande, dog med en mere stigende tendens i Norge ligesom det var tilfældet for incidensen. Danmark har i hele perioden haft en markant højere dødelighed end de øvrige lande (figur IV.4.1).

Ligesom forekomsten er også dødeligheden af endetarmskræft faldet i Danmark i perioden. I modsætning hertil har Norge oplevet en stigning både i forekomsten og dødeligheden af endetarmskræft, og ligger nu næsten på niveau med Danmark både hvad angår forekomst og dødelighed. I Sverige og Finland har dødeligheden stort set har været konstant de sidste 45 år. Fra at dødeligheden i 1950'erne var over dobbelt så høj i Danmark som i Sverige og Finland, er den i starten af 1990'erne reduceret til at være godt 50% højere (figur IV.4.2).

Lungekræftdødeligheden for danske mænd har været stigende frem til starten af 1980erne, hvorefter der har været et svagt fald. Norge og Sverige ligger langt under Danmark, specielt har udviklingen for svenske mænd været gunstig. For de danske kvinder har været tale om en uafbrudt stigning i lungekræftdødeligheden, der nu er mere end dobbelt så høj som i Norge og Sverige og fire gange så høj som i Finland (figur IV.4.3).

Dødeligheden af brystkræft har været stigende i Danmark og har i hele perioden været højere i Danmark end de tre øvrige lande (figur IV.4.4).

Figur IV.4.1. Dødeligheden af tyktarmskræft 1951-1995. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000
Figur IV.4.1. Dødeligheden af tyktarmskræft 1951-1995. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000


Figur IV.4.2. Dødeligheden af endetarmskræft 1951-1995. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000.
Figur IV.4.2. Dødeligheden af endetarmskræft 1951-1995. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000.

Figur IV.4.3. Dødeligheden af lungekræft 1951-1995. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000 .
Figur IV.4.3. Dødeligheden af lungekræft 1951-1995. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000 .

Figur IV.4.4. Dødeligheden af brystkræft 1951-1995 for kvinder. Aldersstandardiserede rater pr. 100 000.  


4.4 Overlevelse


Sammenligning mellem overlevelsen efter kræft i Danmark og de øvrige nordiske lande for udvalgte kræftformer.
Overlevelsen efter tyktarmskræft er i alle lande signifikant bedre for tilfælde diagnosticeret i starten af 1990érne end for tilfælde diagnosticeret i 1980'erne. Overlevelsen for patienter med en tyktarmskræft-diagnose i 1990 til 1995 er imidlertid fortsat markant dårligere i Danmark end i de øvrige lande, specielt udtalt i de ældre aldersklasser. Forskellen mellem landene er illustreret i figur IV.5.1. Figuren viser, hvor stor en ekstra andel af de danske tyktarmskræftpatienter, der på et givet tidspunkt efter diagnosen ville have været i live, såfremt de havde overlevet efter samme mønster som de svenske, norske hhv. finske tyktarmskræftpatienter (fuldt optrukne linier). Eksempelvis ville ca. 9% flere af de danske tyktarmskræftpatienter have været i live to år efter diagnosen, såfremt de havde overlevet efter samme mønster som de svenske tyktarmskræftpatienter i samme periode.

For at illustrere hvor stor en andel af forskellen, der kan tilskrives forskelle i den generelle dødelighed i Danmark og de øvrige lande, er også forskellene i standardbefolkningens dødelighed i de enkelte lande beregnet og illustreret (de stiplede linier). Heraf fremgår f.eks. at den højere generelle dødelighed i Danmark i forhold til Sverige kun kan forklare ca. 1% af den 9% overdødelighed, der ses to år efter diagnosen tyktarmskræft. Med andre ord er forskellen på baggrundsbefolkningens dødelighed i Danmark og Sverige slet ikke nok til at forklare de danske tyktarmskræftpatienters dårligere overlevelse. Det fremgår desuden af figur IV.5.1, at det primært er indenfor det første år efter diagnosen, at der er en markant overdødelighed blandt danske tyktarmskræftpatienter. Man skal dog i den forbindelse være opmærksom på, at forskelle på kort sigt kan afspejle forskellig registrering af diagnosetidspunktet landene imellem. Tidligere opsporing vil alt andet lige give sig udslag i en bedre overlevelse på kort sigt.

Figur IV.5.1.Forskellen mellem den observerede overlevelseskurve og den udfra svenske (SWE), norske (NO) hhv finske (SF) kræftpatienters dødsrater forventede overlevelseskurve for danske tyktarmskræftpatienter. Stiplede linier angiver forskellen mellem forventede overlevelses-kurver baseret på standardbefolkningens dødsrater.

Figur 4.5.1


Det bemærkes, at figuren alene omhandler forskellene mellem Danmark og de øvrige nordiske lande. Forskellen mellem overlevelsen i Danmark og de øvrige nordiske lande er illustreret ved forskellen mellem den faktisk observerede overlevelse for de danske kræftpatienter, og den overlevelse de ville have haft, såfremt de havde haft samme dødsintensiteter som kræftpatienter i de øvrige nordiske lande. På diagnostidspunktet ("0 months since diagnosis") er forskellen nul, men herefter stiger kurven, som udtryk for at overlevelsen (justeret for alder og kønsforskelle) ville have været bedre i vore nabolande.

Ligesom for tyktarmskræft er overlevelsen efter endetarmskræft diagnosticeret i starten af 1990'erne signifikant bedre end overlevelsen efter endetarmskræft for tilfælde diagnosticeret i 1980'erne i alle lande. Danske patienter med en endetarmskræftdiagnose i perioden 1990 til 1995 har imidlertid dårligere overlevelseschancer end svenske, norske og finske patienter, og det er især de første år efter diagnosetidspunktet, der er kritiske (figur IV.5.2).

Figur IV.5.2 Forskellen mellem den observerede overlevelseskurve og den udfra svenske (SWE), norske (NO) hhv finske (SF) kræftpatienters dødsrater forventede overlevelseskurve for danske endetarmskræftpatienter. Stiplede linier angiver forskellen mellem forventede overlevelses-kurver baseret på standardbefolkningens dødsrater.

Figur 4.5.2

Det bemærkes, at figuren alene omhandler forskellene mellem Danmark og de øvrige nordiske lande. Forskellen mellem overlevelsen i Danmark og de øvrige nordiske lande er illustreret ved forskellen mellem den faktisk observerede overlevelse for de danske kræftpatienter, og den overlevelse de ville have haft, såfremt de havde haft samme dødsintensiteter som kræftpatienter i de øvrige nordiske lande. På diagnostidspunktet ("0 months since diagnosis") er forskellen nul, men herefter stiger kurven, som udtryk for at overlevelsen (justeret for alder og kønsforskelle) ville have været bedre i vore nabolande.
M.h.t. overlevelsen efter lungekræft er der foretaget en opdeling i to typer af lungekræft, afhængig af deres fremtrædelsesform ved patologisk anatomisk undersøgelse af en vævsprøve. Man taler om "småcellet" og "ikke-småcellet" lungekræft. Årsagerne til de to kræfttyper er de samme, men behandlings- og helbredelsesmulighederne er forskellige. For lungekræft diagnosticeret i 1990 til 1995 er overlevelsen signifikant dårligere i Danmark end i de øvrige lande, især for ikke-småcellet lungekræft, og især indenfor det første år efter diagnosen (figur IV.5.3 a og b). Det kan videre oplyses, at de danske kvinders overdødelighed er signifikant større end de danske mænds overdødelighed.

Figur IV.5.3a Forskellen mellem den observerede overlevelseskurve og den udfra svenske (SWE), norske (NO) hhv finske (SF) kræftpatienters dødsrater forventede overlevelseskurve for danske lungekræftpatienter med småcellet lungekræft. Stiplede linier angiver forskellen mellem forventede overlevelses-kurver baseret på standardbefolkningens dødsrater.

Figur 4.5.3a

Det bemærkes, at figuren alene omhandler forskellene mellem Danmark og de øvrige nordiske lande. Forskellen mellem overlevelsen i Danmark og de øvrige nordiske lande er illustreret ved forskellen mellem den faktisk observerede overlevelse for de danske kræftpatienter, og den overlevelse de ville have haft, såfremt de havde haft samme dødsintensiteter som kræftpatienter i de øvrige nordiske lande. På diagnostidspunktet ("0 months since diagnosis") er forskellen nul, men herefter stiger kurven, som udtryk for at overlevelsen (justeret for alder og kønsforskelle) ville have været bedre i vore nabolande.

Figur IV.5.3b Forskellen mellem den observerede overlevelseskurve og den udfra svenske (SWE), norske (NO) hhv finske (SF) kræftpatienters dødsrater forventede overlevelseskurve for danske lungekræftpatienter med ikke-småcellet lungekræft. Stiplede linier angiver forskellen mellem forventede overlevelses-kurver baseret på standardbefolkningens dødsrater.

Figur 4.5.3b

Det bemærkes, at figuren alene omhandler forskellene mellem Danmark og de øvrige nordiske lande. Forskellen mellem overlevelsen i Danmark og de øvrige nordiske lande er illustreret ved forskellen mellem den faktisk observerede overlevelse for de danske kræftpatienter, og den overlevelse de ville have haft, såfremt de havde haft samme dødsintensiteter som kræftpatienter i de øvrige nordiske lande. På diagnostidspunktet ("0 months since diagnosis") er forskellen nul, men herefter stiger kurven, som udtryk for at overlevelsen (justeret for alder og kønsforskelle) ville have været bedre i vore nabolande.

Overlevelsen efter brystkræft er i alle lande bedre for tilfælde diagnosticeret i 1990'erne end for tilfælde diagnosticeret i 1980'erne, med størst forbedring i Sverige og Finland. Ser man udelukkende på tilfælde diagnosticeret i 1990'erne har de danske brystkræftpatienter den dårligste overlevelse, og i modsætning til de tidligere beskrevne kræftformer er det ikke kun indenfor den første tid efter diagnosen, at danskerne har en betydelig overdødelighed (figur IV.5.4 ).

Figur IV.5.4 Forskellen mellem den observerede overlevelseskurve og den udfra svenske (SWE), norske (NO) hhv finske (SF) kræftpatienters dødsrater forventede overlevelseskurve for danske brystkræftpatienter. Stiplede linier angiver forskellen mellem forventede overlevelseskurver baseret på standardbefolkningens dødsrater.

Figur 4.5.4

Det bemærkes, at figuren alene omhandler forskellene mellem Danmark og de øvrige nordiske lande. Forskellen mellem overlevelsen i Danmark og de øvrige nordiske lande er illustreret ved forskellen mellem den faktisk observerede overlevelse for de danske kræftpatienter, og den overlevelse de ville have haft, såfremt de havde haft samme dødsintensiteter som kræftpatienter i de øvrige nordiske lande. På diagnostidspunktet ("0 months since diagnosis") er forskellen nul, men herefter stiger kurven, som udtryk for at overlevelsen (justeret for alder og kønsforskelle) ville have været bedre i vore nabolande.
Samlet kan det konkluderes, at der for de fire analyserede kræfttypers vedkommende er tale om en dårligere overlevelse for danske kræftpatienter, end for kræftpatienter i vore nabolande. Forskellen i overlevelse er noget forskellig, afhængig af kræfttypen, kønnet og hvornår man opgør overlevelsen efter diagnosetidspunktet. Sammenlignet med svenske kræftpatienter er forskellen af størrelsesordenen 10%, medens forskellene mellem Danmark, Norge og Finland generelt er mindre markante. For tyktarms- endetarms- og lungekræfts vedkommende er det især overlevelsen det første år, der er dårligere i Danmark. Man skal dog i den forbindelse være opmærksom på, at forskelle på kort sigt kan afspejle forskellig registrering af diagnosetidspunktet landene imellem. Tidligere opsporing vil alt andet lige give sig udslag i en bedre overlevelse på kort sigt.


 

4.5 Behandling og helbredelse


Patienter, der får konstateret kræft (bortset fra hudkræft, der ikke er malignt melanom) henvises til behandling i sygehusvæsenet, og tilfældene indberettes til cancerregisteret. Den her præsenterede opgørelse er baseret på de sidste tilgængelige tal herfra; 1996. Dette afsnit indeholder en vurdering af antallet af kræftpatienter der helbredes ved de forskellige behandlingsformer, (kirurgi, strålebehandling, medicin, samt kombinationer heraf), og antallet af patienter, der vil få tilbudt forskellige typer palliativ (lindrende) behandling, og som vil have behov for pleje og smertebehandling. "Helbredelse" for kræftsygdom er opfattet som synonymt med vellykket intenderet kurativ behandling. Dette er for brystkræft hér defineret som synonymt med 10 års overlevelse efter diagnosen, for de øvrige kræftsygdomme er skønnet for 5 års overlevelsen anvendt.

Tallene er beregnet ud fra interview med specialister i behandlingen af de enkelte kræftsygdomme, og omhandler behandlingen som den blev givet for fem år siden - i 1996. Tallene er præliminære i den forstand, at der er tale om skøn, og at skønnet er baseret på cancerregisterets tal, som løbende opdateres.

Kræftsygdomme totalt.
Til brug for den aktuelle vurdering er der foretaget skøn for testikelkræft, spiserørskræft, mavekræft, tyktarmskræft, endetarmskræft, livmoderhalskræft, livmoderkræft, æggestokkræft, blærekræft (incl. de såkaldt "godartede svulster"), prostatakræft, skjoldbruskkirtelkræft, hoved-halskræft, øjenkræft, bløddelskræft, lymfeknudekræft, leukæmi, modermærkekræft, brystkræft, hjerne-nervesystems svulster, lungekræft og spredt kræft. Informationerne er derefter summeret .

Det er skønnet, at ud af 23.000 kræftpatienter (dvs. alle konstaterede kræfttilfælde excl. "anden hudkræft"), kunne 8.900 helbredes ved behandling. Langt over halvdelen alene gennem operation (5700 svarende til 64%), knap en fjerdedel gennem kombination af kirurgi og anden behandling (2015 svarende til 23%) og de resterende alene ved anvendelse af andre behandlingsmodaliteter, væsentligst strålebehandling eller kemoterapi (1180 svarende til 13%). Over 14.000 patienter skal hvert år tilbydes palliativ behandling – støtte og pleje (tabel IV.6).

Tabel IV.6. Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 23.115 nydiagnostiserede kræftpatienter, baseret på 1996 data.
Tabel IV.6. Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 23.115 nydiagnostiserede


Kilde: Jens Overgaard. Dette samlede billede er som nævnt sammensat af skøn vedrørende behandlingen af en række enkeltsygdomme, der dels behandles med forskellige behandlingsmodaliteter, dels har forskellige behandlingsudsigter.

I det følgende vil de tilsvarende skøn blive præsenteret for de fire udvalgte kræftsygdomme, som er epidemiologisk beskrevet i det foregående; tyk- og endetarmskræft, lungekræft og brystkræft. Tallene er baseret på 1996 og det skal specifikt nævnes at især for to af sygdommene - endetarmskræft og brystkræft - er behandlingen omlagt således at antallet af patienter som må forventes at blive helbredt for sygdommene, i dag må antages at være øget, i forhold til de data som her fremlægges

Tyktarmskræft.
Det er skønnet, at ud af 2300 tyktarmskræftpatienter kunne 800 helbredes i 1996 ved behandling med operation alene. Yderligere et par hundrede patienter helbredtes gennem kombination af kirurgi og kemoterapi. Ca. 1300 skal hvert år tilbydes palliativ behandling – støtte og pleje (tabel IV.6.1).

Tabel IV.6.1 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 2300 nydiagnostiserede tyktarmskræftpatienter, baseret på 1996 data. 
Tabel IV.6.1 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 2300 nydiagnostiserede tyktarmskræftpatienter, baseret på 1996 data.
 
Kilde: Jens Overgaard.

Endetarmskræft.
Det er skønnet at ud af 1100 endetarmskræftpatienter, kan 460 helbredes fortrinsvis ved behandling gennem operation. Ca. 640 skal hvert år tilbydes palliativ behandling – støtte og pleje (tabel IV.6.2).

Tabel IV.6.2 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 1100 nydiagnostiserede endetarmskræftpatienter, baseret på 1996 data.
Tabel IV.6.2 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 1100 nydiagnostiserede endetarmskræftpatienter, baseret på 1996 data.

Kilde: Jens Overgaard.

Lungekræft.
Behandlingsudsigterne er betydeligt dårligere for lungekræft end for de fleste andre kræftsygdomme. Ud af godt 3400 lungekræftpatienter helbredes kun ca. 100 med kirurgi, medens yderligere 65 opnår helbredelse gennem strålebehandling, kemoterapi eller en kombination heraf. Det er således meget få patienter, hvis sygdom på diagnostidspunktet er tilgængelig for helbredende (kurativ) behandling, og en væsentlig del af sundhedsvæsenets indsats for denne patientgruppe omhandler palliation (lindring).

Tabel IV.6.3 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 3400 nydiagnostiserede lungekræftpatienter, baseret på 1996 data.
Tabel IV.6.3 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 3400 nydiagnostiserede lungekræftpatienter, baseret på 1996 data.

Kilde: Jens Overgaard.

Brystkræft.
Brystkræft er en relativt langsomt udviklende kræftform, og der er tradition for at opgøre andelen af helbredte som patienter der overlever i 10 år. Behandlingen frem til 1996, hvor diagnosen væsentligst har været stillet på basis af klinisk undersøgelse (altså uden mammografiscreening), medførte at skønsmæssigt 2/3 af patienterne helbredtes. Ud af 3300 brystkræfttilfælde er skønnet, at 790 blev helbredt alene ved hjælp af kirurgi. Især dette tal må forventes at blive større, hvis en landsdækkende screening indføres. Kombinationen af strålebehandling (670 helbredte) og for nogle kemoterapi (720 helbredte) medfører, at man for gruppen som helhed regner med at godt 1900 blev helbredt for sygdommen – jvf. nedenstående tabel.

Tabel IV.6.4 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 3300 nydiagnostiserede brystkræftpatienter, baseret på 1996 data.
Tabel IV.6.4 Skøn over behandling og helbredelse for et årligt antal på 3300 nydiagnostiserede brystkræftpatienter, baseret på 1996 data.

Kilde: Jens Overgaard.

 
 
 


Sidst opdateret 04-02-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |