Skip navigation


8. Kirurgisk kræftbehandling

Hjørnestenen i behandlingen af kræftpatienter er, som det er fremgået af det forrige kapitel, i de fleste tilfælde den kirurgiske kræftbehandling. Blandt de kræftpatienter, hvor behandlingen har ført til helbredelse, er knap to tredjedele alene behandlet med operation, medens knap en fjerdedel er behandlet med en kombination af kirurgisk behandling, strålebehandling og/eller medicinsk kræftbehandling. Kun ca. 13% af de helbredte kræftpatienter har ikke modtaget kirurgisk behandling.

 
 

Kræftkirurgi er i de seneste årtier blevet et fagområde for specialister, og kan ikke længere udøves af enhver kirurgisk speciallæge. Den stedfundne faglige udvikling er fulgt op af en tilsvarende ændring af organisationen, som de fleste steder centraliserer visse kirurgiske kræftbehandlinger i amtslige afdelinger, eller, for de sjældnere kræftformers vedkommende, på landsdelsafdelingerne.

I Danmark varetages den kirurgiske kræftbehandling imidlertid ikke på specielle kræftafdelinger, men indenfor de organrelaterede opererende specialer og grenspecialer. Således behandles mave-tarm kræft på organkirurgiske/kirurgiske gastroenterologiske afdelinger, lungecancer på thoraxkirurgiske afdelinger, nyre- og blærekræft på organkirurgiske/urologiske afdelinger, gynækologisk cancer på gynækologiske afdelinger, hjerne- og nervesystemkræft på neurokirurgiske afdelinger, hoved- og halskræft på øre-næse-hals afdelinger o.s.v.

Indsatsen omkring kræftpatienterne på disse afdelinger omfatter diagnostik, operativ behandling, postoperativ behandling samt i vid udstrækning også den terminale pleje af patienterne. Størstedelen af de patienter, der er uhelbredelige på diagnosetidspunktet eller hvor behandlingen svigter, behandles også på de kirurgiske afdelinger, hvor de modtager palliativ behandling og/eller terminal pleje.

8.1 Udredning og behandling


De kirurgiske afdelinger varetager hovedparten af den diagnostiske udredning, behandling og pleje af cancerpatienter. Det er derfor essentielt at disse afdelinger råder over tilstrækkelige ressourcer og den nødvendige ekspertise.
Indførelse af ventetidsgaranti for visse kræftpatienter kan i visse tilfælde betyde, at andre patientgrupper, herunder patienter med andre kræftsygdomme, må nedprioriteres. Dette kan betyde, at kræftoperationer i visse tilfælde må planlægges til at foregå på de såkaldte akutstuer eller på elektive stuer efter dagarbejdstidens ophør.

Akutstuerne blev oprettet for at hindre, at akutte operationer skulle give anledning til aflysning af planlagte indgreb. Når de anvendes til operationer af kræftpatienter, kan denne adskillelse af de planlagte og de akutte indgreb ikke opretholdes, hvilket som konsekvens kan have, at andre patienter med kort varsel får deres operationer udsat. Målet må være, at der sikres ressourcer til, at den kirurgiske kræftbehandling optimeres, uden det går ud over andre patienter med behov for kirurgisk behandling.

Som et eksempel på, hvilke ressourcer, der kræves, er der gennemført et overslag over behovet for operationskapacitet i de funktionsbærende enheder, til at varetage den kirurgiske behandling af patienter med bryst og tarmkræft. Der er 3.300 nye tilfælde af tarmkræft pr. år, svarende til 165 i gennemsnit pr. funktionsbærende enhed med 250.000 indbyggere som befolkningsunderlag. Lidt mere end halvdelen af disse patienter gennemgår 2 operationer, d.v.s. ca. 247 operationer for tarmkræft pr. funktionsbærende enhed pr. år. Operationen er ofte langvarig, således at der kun er mulighed for én operation pr. dag inden for dagarbejdstiden. Regnes med 40 arbejdsuger á 5 dage pr. år, kan én operationsstue klare 200 operationer. 247 operationer vil derfor kræve 1,2 operationsstuer plus back-up.

Der er 3.500 tilfælde af brystkræft pr. år, svarende til 175 i gennemsnit pr. funktionsbærende enhed, dækkende 250.000 indbyggere. De fleste patienter har kun behov for én operation. Der vil ofte kunne udføres 2 operationer på operationsstuen. Brystkræft vil derfor lægge beslag på ca. 0,5 operationsstue pr. funktionsbærende enhed.

Tilsammen vil tarmkræft og brystkræft konstant lægge beslag på ca. 2 operationsstuer pr. funktionsbærende enhed. Hertil kommer back-up funktioner og stab.

Hurtig diagnostik og behandling har betydning for resultatet af behandlingen. Hurtig diagnostik og behandling betyder imidlertid, at man i perioder må have en vis overkapacitet, bl.a. fordi antallet af nye tilfælde ikke fordeles jævnt over året. Kræftkirurgi har i de fleste tilfælde karakter af at være elektive indgreb, men det bør sikres at de kirurgiske afdelinger har de nødvendige ressourcer til tilfredsstillende kræftbehandling indenfor acceptable maximale ventetider. I den forbindelse peges der på:

  • Den ambulante funktion bør være dimensioneret til at kunne foretage forundersøgelser inden 2 uger efter henvisning. Det skal endvidere være muligt at foretage den nødvendig efterkontrol af kræftpatienter.
  • De diagnostiske muligheder skal være tidssvarende og diagnostisk udredning af patienter med henblik på mulighederne for operation bør kunne gennemføres uden ventetid. Der skal således være tilstrækkelig kapacitet på endoskopi-afsnit m.v. og de tværgående afdelinger indenfor billeddiagnostik og patologi må have en bufferkapacitet, så de kan foretage de nødvendige undersøgelser med kort varsel.
  • Afdelingerne skal råde over det nødvendige antal senge, så kræftpatienter kan indlægges, når behovet opstår. Der bør være et tilstrækkeligt antal små stuer, således at alvorligt syge kræftpatienter, nyopererede patienter og døende patienter kan tilbydes ordentlige forhold.
  • Afdelingerne må råde over en operationskapacitet, som gør det muligt at planlægge kræftoperationer indenfor 2 uger. Anvendelse af akut-stuer til operation af kræftpatienter er uholdbart andet end som en nødløsning, idet det går ud over andre patientgrupper.
  • Indenfor kirurgisk kræftbehandling spiller molekylærbiologisk diagnostik og genetisk rådgivning en stigende rolle. Der må afsættes ressourcer, således at de patienter der har behov for det, kan henvises dertil, uden at de kirurgiske afdelingers øvrige aktiviteter lider under det.

Ligeledes skal det sikres at der er de tilstrækkelige personalenormeringer til at varetage opgaven:

  • Det er afgørende, at der er et tilstrækkeligt antal kvalificerede læger til stede i dagarbejdstiden, således at den nødvendige assistance til kræftoperationer er sikret. Der skal endvidere være tid til konferencer med onkologer, patologer, radiologer m.fl.
  • Da de første symptomer på især tarmkræft kan være alvorlige tilstande som blødning og tarmslyng, der nødvendiggør øjeblikkelig indgriben, bør vagtholdene på de afdelinger, der varetager behandlingen af akutte kirurgiske have den nødvendige ekspertise til, i nødvendigt omfang, at kunne udføre nødvendig akut kirurgisk behandling af disse patienter.
  • Plejepersonalet må være normeret, så det kan varetage den tunge postoperative pleje, og ikke mindst plejen af kræftpatienter i den terminale fase, som i væsentligt omfang foregår på den primært diagnosticerende, kirurgiske afdeling. Det er endvidere nødvendigt, at sygeplejersker og læger har den fornødne tid til at tilrettelægge rehabiliteringen efter kræftoperationer og gennemføre de nødvendige samtaler med patienterne og deres pårørende.

Ved samling af den kirurgiske kræftbehandling på færre enheder/teams (funktionsbærende enheder) må kvaliteten af det udførte arbejde forventes at blive væsentligt bedre. Erfaringerne med etablering af funktionsbærende enheder til behandling af patienter med brystkræft er således gode. Dette må først og fremmest tilskrives, at disse enheder har egne læger, eget plejepersonale, egne senge og operationsstuer. Al behandling i disse enheder er planlagt, og aktiviteten kan dokumenteres.

Det anbefales, at der lokalt i relation til de hyppigt forekommende kræftsygdomme nedsættes lokale kræftgrupper med deltagelse af radiologer, kirurger, patologer, onkologer, plejepersonale og andet relevant fagligt personale. Grupperne bør etableres regionsvis af hensyn til det nødvendige samarbejde mellem de onkologiske centre og basis-amterne. Hvor det skønnes relevant i relation til særlige problemstillinger, kan der også etableres kræftgrupper på amtsligt niveau. Opgaven er i lyset af ovenstående at identificere arbejdsgange, arbejdsmetoder eller andre forhold, der kan øge kvaliteten i kræftbehandlingen i regionen eller i de enkelte amter. Denne analyse kan i øvrigt tage udgangspunkt i kræftplanens anbefalinger i relation til de enkelte kræftsygdomme, og vil særlig være væsentlig for de hyppigt forekommende kræftsygdomme, der behandles i funktionsbærende enheder.

En mulighed kunne også være at sammenligne den enkelte region med et tilsvarende område udenfor Danmark. I den forbindelse kan det overvejes, at gennemføre en faglig udveksling med det område, regionen sammenligner sig selv med – således at regionens kræftgruppe gennem studiebesøg og/eller konkret arbejde i sammenligningsområdet får et erfaringsgrundlag. På baggrund af udvekslingen udarbejdes i hver region en rapport med iagttagelser, overvejelser, konklusioner og eventuelle forslag til omlægninger i kræftbehandlingen.


8.2 Uddannelse af kirurger


For langt de fleste kræftsygdomme er kirurgi den vigtigste behandling. Kirurgisk kræftbehandling er et team-work, og der må støttes op om etablering af de nødvendige faciliteter på udvalgte afdelinger med et tilstrækkeligt patientunderlag. Kirurgisk behandling af kræftpatienter bør betragtes som en specialistopgave, og de kirurgiske indgreb bør varetages af kompetente speciallæger, under hensyn til erfaring, rutine og interesse.
Udover de tidligere nævnte forhold vedr. den generelle uddannelse af sundhedspersonalet, er der specifikt peget på problemer i uddannelsen af de læger, der varetager kræftbehandlingen - ikke mindst kirurgien. Videre- og efteruddannelse af kirurger med henblik på behandling af kræftpatienter må prioriteres højere. Der henvises bl.a. til Sundhedsstyrelsens publikationer fra 1994 og 1997 18 der dels kortlægger problemerne, dels beskriver en række løsningsforslag. Problemerne er også berørt i dele af det baggrundsmateriale der ligger til grund for Sundhedsstyrelsens debatoplæg "Kvalitet i Sygehusvæsenet" fra 1998.

Behovet for bedre uddannelse af yngre kirurger efter mesterlæreprincippet må synliggøres. Yngre læger under uddannelse bør i videre udstrækning end det er tilfældet i dag assisteres af speciallæger ved kræftoperationer. Den kirurgiske efteruddannelse (Continuous Medical Education) bør intensiveres, og der må afsættes de fornødne økonomiske midler til, at uddannelsen indenfor specielt den teknisk/håndværksmæssige del af den kirurgiske kræftbehandling bedres. Som et eksempel på, hvilke ressourcer, der kræves, er der i kapitel XII gennemført et overslag over behovet for efteruddannelse i relation til den kirurgiske behandling af patienter med bryst- og tarmkræft i de funktionsbærende enheder.

8.3 Forskning og kvalitetsudvikling


En vedvarende og intensiv forskningsindsats er en forudsætning for udvikling på kræftområdet. Udviklingen af behandlingsregimer er hastig og et givet regime er ofte kun optimal behandling i en kortere årrække. Derfor er der særlig grund til at understrege betydningen af en stærk forbindelse mellem forskningsmiljøer og behandlingsmiljøer. Den kirurgiske kræftbehandling er i højere grad end de øvrige typer af kræftbehandling spredt på mange afdelinger og personer, og dette accentuerer behovet på det kirurgiske område. Forskningsledelsen og koordineringen af indsatsen - også i forhold til det internationale udviklingsarbejde - er i denne sammenhæng en udfordring. Ressourcer - både menneskelige og økonomiske - til en stærk forskningsindsats opleves fortsat utilstrækkelige.
Som en forudsætning for kvalitetsudviklingen, må der videre stilles krav om oprettelse af kliniske kvalitetsdatabaser for de enkelte kræftsygdomme. Det er væsentligt, at viden om effektivitet og kvalitet i behandling, som igangsættes på baggrund af forskningsbaseret evidens, verificeres gennem registrering af behandlingsforløb i protokoller eller kliniske kvalitetsdatabaser. Det er vigtigt, at erfaringer fra den kliniske hverdag dokumenteres og analyseres. Også for efterbehandlingens vedkommende må der stilles krav om dokumentation af kvaliteten i form af løbende resultatopsamling.

Kvalitetsdatabaser vil være en nødvendig forudsætning for at en satsning på kræftbehandlingen kan evalueres. Uden dokumentation og kvalitetsvurdering er der fare for, at tildelte ressourcer ikke vil kunne udnyttes effektivt. I den forbindelse er der et stort behov for faglig konsensus om et sæt af kvalitetsindikatorer, som er egnede til kvalitetsmåling. Der har gennem flere år været en højt prioriteret faglig indsats på dette område, og kliniske kvalitetsdatabaser er etableret eller under etablering for en række hyppige kræftsygdommes vedkommende.

18 Rapport vedrørende den kirurgiske speciallægeuddannelse. Sundhedsstyrelsen, 1994 Praktisk oplæring af læger på en kirurgisk afdeling. Sundhedsstyrelsen, 1997.


 


Sidst opdateret 04-02-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |