Skip navigation


9. Ikke-kirurgisk kræftbehandling

Ikke-kirurgisk kræftbehandling omfatter strålebehandling og medicinsk kræftbehandling. Delrapport 1 vedrørende strålebehandling blev udsendt i foråret 1999 og indgår som et appendix til kræftplanen. Delrapporten omhandler en beskrivelse af strålebehandling og afdækker behovet for en udbygning af strålebehandlingskapaciteten i Danmark. Denne delrapport er resumeret i det følgende sammen med en kort omtale af principper og udviklingstendenser vedrørende medicinsk kræftbehandling.

9.1 Strålebehandling

Strålebehandling (radioterapi) omfatter den medicinske anvendelse af radioaktiv stråling. Strålebehandlingen gives enten i form af ekstern bestråling (som regel med såkaldt højvoltsapparatur) hvor strålingen tilføres ved hjælp af en såkaldt lineær accelerator ("strålekanon") eller i form af, at radioaktive kilder indføres i kroppen nær kræftsvulsten, såkaldt brakyterapi,der kan omfatte intrakavitær eller interstitiel bestråling. Kun ekstern bestråling er omtalt i delrapporten.

Virkningen af ioniserende stråler er afhængig af den totale stråledosis og af behandlingstiden, og da det omgivende normale væv beskadiges ved medbestråling, er det vigtigt at koncentrere strålingen. Tolerancen i det normale væv er således den begrænsende faktor for, hvor stor dosis, der kan gives. Udviklingen inden for stråleterapi går bl.a. derfor i retning af en mere velafgrænset strålebehandling, som er baseret på omhyggelig planlægning i kombination med nye diagnostiske metoder til beskrivelse af svulster (f.eks. tredimensional MR- eller CT-scanning).

I forbindelse med strålebehandling kan der opstå forskellige bivirkninger, der er afhængige af svulstens lokalisering og i hvilket omfang normalt væv er medbestrålet. Disse bivirkninger kan groft karakteriseres som henholdsvis akutte eller sene. Akutte bivirkninger skyldes skader på organer med hurtig cellevækst som f.eks. hud, knoglemarv og tarm. Disse skader vil give sig udtryk i forskellige symptomer, afhængig af det involverede væv, og vil med de stråledoser der normalt anvendes, som regel være af forbigående natur. Sene strålebivirkninger er derimod ofte permanente og skyldes ofte tiltagende arvævsdannelse (fibrose) i det bestrålede område. Desuden kan ses en lang række organ- og vævsskader, som i alvorlige tilfælde kan medføre svækkelse eller ødelæggelse af organfunktioner, f.eks. nyreskader eller skader på centralnervesystemet. Strålebehandling skal derfor doseres omhyggeligt, og risikoen for sene, permanente bivirkninger skal tages i betragtning. De seneste års forskning har imidlertid vist, at resultaterne af strålebehandling kan blive bedre, ved anvendelse af flere felter og flere behandlinger (fraktioner) til den enkelte patient. Disse forbedrede behandlingsresultater kan opnås uden at hyppigheden af senbivirkninger øges.

Således kan man f.eks. forbedre effekten af strålebehandling gennem ændringer i den måde hvorpå strålebehandlingen gives (kortere behandlingstid og et større antal enkeltbestrålinger med mindsket dosis pr. gang). Det har vist sig, at bl.a. størrelsen af de enkelte behandlingsdoser har stor betydning for risikoen for sene normalvævsskader, og tilsvarende har hurtig strålebehandling, hvor man giver flere behandlinger pr. dag, en større svulstskadende effekt ved visse tumorformer, samtidig med at det raske væv skånes. Den kliniske forskning på dette område har medført, at strålebehandling ved en række sygdomme er blevet betydeligt mere effektiv, og samtidig har man set en markant reduktion af fremkomsten af alvorlige bivirkninger. Samtidig med den fysiske udvikling af stråleterapi arbejdes der også med at optimere de biologiske betingelser for strålebehandling ved at gøre svulsten mere følsom for bestråling.

9.1.1 Anvendelse af strålebehandling


Kurativ strålebehandling med henblik på at helbrede patienterne gives enten som primær stråleterapi alene eller eventuelt i kombination med kemoterapi. Dvs. at man bestråler en svulst og eventuelt de omliggende lymfeknuder. Denne form for strålebehandling anvendes især, hvor svulsterne sidder i organer og strukturer, hvor de er vanskelige at fjerne med kirurgi. Et eksempel på sådan primær kurativ strålebehandling er ved hoved-halskræft, hvor bl.a. svulster i svælg og strube behandles på denne måde. Kurativ strålebehandling anvendes også i kombination med kirurgi som såkaldt adjuverende strålebehandling. I den forbindelse fjerner man den synlige svulst med kirurgi og bruger strålebehandlingen til at ødelægge en eventuel mikroskopisk rest af kræftceller, som måtte være i området. Et typisk eksempel på en sådan adjuverende stråleterapi er ved brystkræft, hvor der er et samspil mellem kirurgi og strålebehandling i behandling af såvel svulsten som de regionale lymfeknuder (lokal-regional behandling).

Strålebehandling anvendes ikke alene i kurativt øjemed, men er også særdeles effektiv som palliativ behandling. Ofte kan der med nogle få bestrålinger opnås særdeles god og langvarigt smertestillende effekt. De seneste års forskning har således vist, at man ved smertegivende knoglemetastaser undertiden kan opnå næsten fuldstændig smertelindring ved blot en enkelt strålebehandling. Sådanne palliative behandlinger er ikke særligt belastende for patienten men kan være af meget væsentlig betydning, idet der opnås symptomlindring i 40-90% af tilfældene, afhængig af, hvilke symptomer man søger at lindre. Denne lindring opnås sædvanligvis ved meget få (1-10) strålebehandlinger, og kan øge patientens livskvalitet f.eks. ved at forbruget af smertestillende medicin kan reduceres. Strålebehandlingen vil også i mange tilfælde være livsforlængende.

9.1.2 Effekt af strålebehandling


Strålebehandling er næst efter kirurgi den behandlingsmodalitet, der helbreder flest kræftpatienter. Strålebehandling er også i mange tilfælde livsforlængende, for mange patienter endog med en høj grad af bevaret livskvalitet. Endvidere er strålebehandling i mange tilfælde den bedste mulighed for pallierende (lindrende) behandling af kræftpatienters smerter og invaliderende symptomer. Baseret på såvel danske som udenlandske erfaringer regner man med, at ca. 50-60% af alle kræftpatienter på et eller andet tidspunkt får behov for strålebehandling.


9.1.3 Betydning af ventetid på strålebehandling


Der foreligger data, der tyder på, at chancen for at give en helbredende strålebehandling forringes, jo længere tid der går fra diagnosen er stillet og indtil strålebehandling påbegyndes. Der kan dog ikke med udgangspunkt i den foreliggende litteratur gives én fast øvre grænse for maksimal tolerabel ventetid på strålebehandling for de forskellige kræftformer, når der tilstræbes kurativ behandling. Ved palliativ (lindrende) strålebehandling, vil patienterne ofte have en yderst begrænset forventet levetid (få måneder). Det må derfor anses for uacceptabelt med en ventetid der overstiger få uger, da patienterne så ikke kan få gavn af strålebehandlingen, og opnå en forøget livskvalitet i deres sidste måneder. Endelig påvirker enhver ventetid patienternes psykiske og sociale funktion i negativ retning; også derfor må det tilstræbes at der er så kort ventetid som mulig.

 9.1.4 Anbefalinger vedrørende kapacitetsudvidelse


Behovet for strålebehandlingskapacitet i Danmark må vurderes udfra det stigende antal kræftpatienter, ny viden om gavnlig effekt af strålebehandling til flere sygdomskategorier, nye myndighedskrav vedr. kvalitetssikring, samt krav om begrænsning af ventetiderne til strålebehandling.
Kræftstyregruppen har i sine vurderinger primært baseret sig på materiale fremlagt i rapporter udarbejdet af Dansk Onkologisk Selskab, samt foreliggende udenlandske rapporter, som klarlægger behandlingsindikationer og teknologiske samt personalemæssige krav. Et EU-direktiv, omsat i bekendtgørelse nr. 48 af 25. januar 1999 fra Statens Institut for Strålehygiejne (SIS) under Sundhedsstyrelsen, er ligeledes inddraget i kræftstyregruppens overvejelser og i vurderingen af behovet for udbygning i de kommende år.

På baggrund heraf vurderes det, at der i Danmark som et minimum over de næste fem år, sammenlignet med kapaciteten pr 1. januar 1998, er behov for en øget kapacitet til strålebehandling svarende til yderligere14 høj-dosis stråleapparater (acceleratorer), idet behandlingskapaciteten for de nye apparater er sat til 5.000 behandlinger om året.

 

Kapacitetsudvidelsen er begrundet i
  
Stigende kræftforekomst svarende til  5.500 behandlinger til i alt 380 patienter
 
Brystkræft, udvidet behandlingsindikation 12.900 -- " -- 500 -- " --
 
Brystkræft, brystbevarende operation/ screening 6.470 -- " -- 225 -- " --
 
Lungekræft, småcellet 1.730 -- " – 100 -- " --
 
Lungekræft, ikke-småcellet 12.600 -- " – 420 -- " --
 
Endetarmskræft  5.600 -- " – 225 -- " --
 
Spiserørskræft 1.240 -- " – 55 -- " --
 
Prostatakræft 1.900 -- " – 65 -- " --
 
Hoved/hals kræft 5.750 -- " – 160 -- " --
 
Lindrende eller pallierende terapi 2.190 -- " – 500 -- " --
 
Ventetidsgaranti (10% overkapacitet) 16.600 -- " –
 
Total: 72.480 behandlinger til i alt 2630 patienter
 


Omsat til acceleratorer ved 5.000 behandlinger årligt pr. apparat: 14,4 acceleratorer

Endvidere skal det pointeres, at der kan blive behov for yderligere kapacitetsudvidelse, hvis nye forskningsresultater skulle vise, at strålebehandling har kurative ("helbredende") eller palliative muligheder ved nye indikationsområder. Ligeledes vil kortere ventetider på palliativ strålebehandling formentlig i sig selv afdække yderligere et latent behov for denne behandlingsydelse.

Kræftstyregruppen anbefaler en centraliseret udbygning af strålebehandlingskapaciteten ved de eksisterende onkologiske centre/behandlingsafdelinger, idet der findes faglige argumenter for at behandlingskvaliteten lettere kan sikres ved opretholdelse af et bæredygtigt fagligt miljø. En beregning viser endvidere, at der er driftsøkonomiske grunde til at foretrække en central udbygningsmodel. Endelig taler de uddannelsesmæssige og personalerekrutteringsmæssige forhold for en centraliseret udbygning.

Der er igangværende projektering for udvidelse af strålebehandlingskapaciteten med sammenlagt 10 ekstra apparater over de nærmeste år, med en udbygningstakt svarende til ca. 3 acceleratorer per år.

Det skønnes, at der i Danmark, med en centraliseret udbygning af behandlingskapaciteten, vil være uddannelseskapacitet til en udvidelse af strålebehandlingen svarende til 3-4 stråleapparater pr. år over de kommende år. Den igangværende udbygningstakt synes således forenelig med den maksimale personalerekruttering og målrettet videreuddannelse af sygeplejersker, radiografer, teknikere, onkologiske speciallæger og fysikere.

Særlig med hensyn til uddannelse af et tilstrækkeligt antal fysikere synes der dog at kunne opstå problemer. Der kræves i gennemsnit 1,8 videreuddannet strålefysiker per accelerator i drift. Der er imidlertid ingen ledige fysikere i Danmark. Herudover stiller udbygningen krav om flere onkologer med særlig kompetence inden for stråleterapi. Videreuddannelsens dimensionering for onkologi bør således forøges og muligheden for at gennemgå særligt kvalificerende stråleterapeutisk videreuddannelse bør udvides tilsvarende.

Selvom der ikke er foretaget detaljeret økonomisk analyse af de fremtidige omkostninger i forbindelse med kapacitetsudvidelsen, kan et overslag for de kommende to års udgifter nogenlunde fastlægges til:

 

Udvidelse af strålebehandlingskapaciteten                                 År 2000-2001
 
Driftsforøgelse (forudsat jævn implementering sv. til 8 app.)    48 mio. kr.
 
Nyt direktiv 2,5 mio kr. per år                                                       5 -19
 
Udvidelse med 3-4 nyanskaffede acceleratorer per år                 196 -
 
Total:                                                                                              249 mio. kr.
 

Med henblik på de personalemæssige behov, der ledsager udbygningen med flere acceleratorer, anbefales de enkelte amtskommuner, som udvider kapaciteten, i samarbejde at iværksætte de fornødne målrettede videreuddannelser snarest muligt. Uddannelsesbehovet omfatter sygeplejersker, radiografer, teknisk hjælpepersonale og strålefysikere. Behovet for flere onkologiske speciallæger kan være vanskeligt at imødekomme. Sundhedsstyrelsen har indledt en belysning af efterspørgslen på dette område, således at det kan indgå i prioriteringen af uddannelsesstillinger.

9.2 Medicinsk kræftbehandling

Medicinsk behandling af kræftpatienter omfatter brugen af forskellige specialiserede medikamenter, der kan gives enten i form af tabletter eller som indsprøjtninger. Disse medikamenter kan være cytostatika (celledræbende stoffer), antihormonelle stoffer, immunmodulerende medikamenter terapi og andre stoffer der har en dokumenteret effekt på de enkelte kræftsygdomme. Formålet med den medicinske behandling er, så vidt muligt at udrydde de kræftceller, der er til stede i kroppen. Kræftcellerne kan angribes på forskellige måder, og man vil derfor se, at medicinske kræftbehandling ofte baseres på kombinationer, for at øge effekten. Cytostatika gives oftest i form af kombinationsbehandling og kan have meget forskellige bivirkninger. Antihormonel behandling benyttes især som led i behandlingen af brystkræft eller kræft i blærehalskirtlen, men kan også benyttes i andre situationer. Immunterapi kan gives som antistofbehandling, der som regel har få bivirkninger. Antistofbehandling er i dag standard ved visse tilfælde af lymfekræft og er under udvikling til behandlingen af kræft i tyktarmen samt brystkræft. Der er en rivende udvikling i den eksperimentelle brug af immunstimulerende behandling, der imidlertid har relativt mange bivirkninger. Behandlingsprincippet tegner lovende ved modermærkekræft. Andre stoffer: I dag benyttes knoglestabiliserende stoffer, bisfosfonater i stigende omfang til patienter, hvor kræftsygdommen har spredt sig til knoglerne hvilket ofte ses ved f.eks. myelomatose, brystkræft og kræft i blærehalskirtlen.


9.2.1 Anvendelsesområder


Den medicinske behandling bliver især benyttet i tilslutning (adjuverende) til den kirurgiske behandling, for at nedsætte risikoen for tilbagefald af sygdommen. Dette princip er igennem mange år benyttet ved brystkræft, men er i de senere år også udvidet til andre sygdomme f.eks. tyktarmskræft, idet der også er dokumenteret en effekt for disse patienters vedkommende. Kombinationen af medicinsk behandling og strålebehandling er i hastig udvikling da mange undersøgelser synes at vise, at man i mange tilfælde kan opnå en øget effekt herved.
Ved visse typer af kræftsygdomme (f.eks. ved kræftsygdomme i blod og lymfesystem),eller ved kræftsygdomme, der har spredt sig i kroppen, er medicinsk behandling den eneste mulighed for at søge at helbrede sygdommen, eller for at lindre symptomer og eventuelt forlænge livet hos patienter, hvor sygdommen ikke kan helbredes.

For patienter med leukæmi og nogle former for lymfeknudekræft er sandsynligheden for helbredelse ca. 25% - 50%. Medicinsk behandling er også den væsentligste årsag til de betydeligt øgede helbredelsesmuligheder, der nu ses ved kræft i testiklen. Ved behandlingen af mere almindeligt forekommende kræftsygdomme, der har spredt sig i kroppen, vil kun en mindre del af patienterne helbredes, men hos disse patienter vil behandlingen i de fleste tilfælde være pallierende; livsforlængende og symptomlindrende.

Bivirkninger af den medicinske behandling er meget forskellige. Hvis behandlingen anvendes med kurativ intention (for at helbrede sygdommen), gives medicinen ofte i doser og kombinationer, der kan være forbundet med mange bivirkninger, men ofte vil disse ikke påvirke livskvaliteten, når behandlingen er afsluttet. I de tilfælde hvor behandlingen gives med henblik på at lindre symptomer forårsaget af kræftsygdommen, er bivirkningerne som regel væsentlig mildere. Erfaring og ekspertise i at anvende de ofte meget toksiske kemoterapeutiske behandlinger, der kan være tale om, opnås bedst i regionale onkologiske centre. Det er derfor af stor betydning, at decentralt administreret efterbehandling sker i et samarbejde med det onkologiske landsdelscenter

9.2.2 Nye anvendelsesområder for medicinsk kræftbehandling


1. Kræftsygdomme, hvor der i den internationale litteratur foreligger veldokumenteret og klinisk meningsfuld overlevelsesgevinst ved anvendelse af kemoterapi eller kemoterapi + strålebehandling. 1.1. Ikke-småcellet lungecancer. Patienter med stadium III a og højere stadier i rimelig almentilstand og uden medicinske kontraindikationer bør tilbydes cisplatinbaseret kemoterapi, eventuelt i form af neoadjuverende behandling, dvs behandling før strålebehandling og/eller kirurgi.

  • Antal patienter årligt i Danmark: 575 (heraf ca. 150 neoadjuverende)
  • Antal behandlingsserier: 1.725
  • Antal indlæggelsesdage: 3.450
  • Antal ambulante behandlinger: 0

1.2. Avanceret urinblærecancer. Patienter med metastaserende eller lokal avanceret blærecancer bør tilbydes behandling med cisplatinbaseret kombinations kemoterapi formentlig inkluderende taxaner og/eller gemcitabin.

  • Antal patienter årligt i Danmark: 200
  • Antal behandlingsserier: 1.200
  • Antal indlæggelsesdage: 3.600
  • Antal ambulante behandlinger: 2.400

1.3. Spiserørskræft. Patienter med avanceret spiserørskræft bør behandles med præoperativ cisplatinbaseret kemoterapi efterfulgt af strålebehandling og eventuelt operation.

  • Antal patienter i Danmark pr. år: 60
  • Antal behandlingsserier: 180
  • Antal indlæggelsesdage: 1.080
  • Antal ambulante behandlinger: 0

1.4. Analkræft. Patienter med lokal avanceret analkræft bør behandles med cisplatinbaseret kemoterapi efterfulgt af lokalbehandling i form af strålebehandling og/eller kirurgi.

  • Antal patienter pr. år i Danmark: 30
  • Antal behandlingsserier: 90
  • Antal indlæggelsesdage: 540
  • Antal ambulante behandlinger: 0

1.5. Tyktarmskræft 1. linie behandling. Avanceret og recidiverende tyktarmskræft bør behandles med kemoterapi inkluderende 5-FU + Leukovorin.

  • Antal patienter i Danmark pr. år: 500
  • Antal behandlingsserier: 6.000
  • Antal indlæggelsesdage: 0
  • Antal ambulante behandlinger: 12.000

1.6. Tyktarmskræft 2. linie behandling. Ca. 1/4 af de patienter som får tilbagefald efter behandling med kemoterapi for avanceret tyktarmskræft har gavn af behandling med 2. linie behandling med CPT11.

  • Antal patienter i Danmark pr. år: 125
  • Antal behandlingsserier: 1.500
  • Antal indlæggelsesdage: 0
  • Antal ambulante behandlinger: 1.500

1.7. Livmoderhalskræft. Patienter med livmoderhalskræft stadium II - III bør behandles med strålebehandling kombineret med cisplatinholdig kemoterapi.

  • Antal patienter i Danmark pr. år: 150
  • Antal behandlingsserier: 900
  • Antal indlæggelsesdage: 1.800
  • Antal ambulante behandlinger: 0

2. Sygdomme hvor nye behandlingsprincipper medfører øget ressourceforbrug og hvor patienterne indgår i landsdækkende undersøgelser.

2.1. Brystkræft. De ændrede kriterier for højrisikopatienter betyder at flere patienter skal have adjuverende kemoterapi, og at den givne kemoterapi i stor udstrækning skal ændres (fra CMF til CEF). Dette medfører øget sengedagsforbrug p.gr.a. et forventet øget antal komplikationer til behandlingen. Dertil kommer ambulante behandlinger for 180 nye patienter om året, ialt 1.620 behandlingsserier og 1.620 ambulante behandlinger.

Ændrede principper for hormonel kræftbehandling, specielt varighed af tamoxifenbehandling som skal øges fra 1 år til 5 år, medfører også flere ambulante besøg og øgede medicinudgifter. Med hensyn til den præcise vurdering heraf kræves nærmere analyse i samarbejde med DBCG ("Danish Breast Cancer Group").

2.2. Småcellet lungecancer. Patienter med lokaliseret småcellet lungecancer bør tilbydes behandling med kombinationskemoterapi kombineret med strålebehandling. Kemoterapien inkluderer topotecan og cisplatin i modsætning til de hidtil anvendte standardregimer. Disse patienter behandles i forvejen, men det er forventeligt, at den samtidige strålebehandling og kemoterapi medfører øget sygelighed og derfor flere sengedage. Den anførte ændring i medicin øger medicinudgifterne.

2.3. Hoved-hals-cancer. Disse patienter behandles i regi af Dansk Hoved og Hals Cancer gruppes standardprotokoller. Nye behandlingsregimer inkluderer udover anvendelse af radiosensitizer flere strålebehandlinger pr. dag. Denne behandlingsstrategi medfører udover at patienterne som noget nyt skal opholde sig 6 timer dagligt på de onkologiske afdelinger også flere bivirkninger med øget behov for sondeernæring og indlæggelse.

Sygdomme hvor kræftbehandlingen såvidt det overhovedet er muligt bør foregå i protokollerede undersøgelser.
For en række sygdomme er der idag ikke etableret standardbehandlinger og behandlingstilbuddene bør her koncentrere sig om eksperimentel medicinsk behandling med anvendelse af nye stoffer, nye principper, nye kombinationer m.v. Det drejer sig f.eks. om følgende sygdomme, som ikke indgår i beregningerne af det samlede ressourceforbrug:

3.1. Hjernesvulster. I et skandinavisk samarbejde tilbydes visse patientkategorier eksperimentel behandling. Dertil kommer et europæisk samarbejde, hvor effekten af kemoterapi sammen med strålebehandling undersøges. Som standardbehandling anbefales, at der satses på orale / mindre ressourcekrævende regimer.

3.2. Mavesækskræft. De påviste overlevelsesgevinster er beskedne. Enkelte især yngre patienter i god almentilstand kan tilbydes deltagelse i videnskabelige protokoller.

3.3. Kræft i bugspytkirtlen. En dokumenteret overlevelsesgevinst ved anvendelse af stoffet gemcitabin anses at være for beskeden til, at man her kan anbefale standardbehandling. Patienter i rimelig almentilstand bør dog tilbydes kemoterapi.

3.4. Modermærkekræft (malignt melanom). De dokumenterede overlevelsesgevinster ved såvel adjuverende som behandling af avanceret sygdom er for beskedne til, at man kan tale om standardbehandling. Sygdommen rammer mange yngre patienter og stiger hastigt i incidens. Der er en række videnskabelige undersøgelser i gang, og eksperimentel behandling kan tilbydes til egnede patienter.

For patienterne i ovenstående gruppe 3 gælder, at man må anbefale en centralisering af indsatsen, således at der hurtigst muligt skabes ny viden og således at deltagelse i internationale undersøgelser begunstiges mest muligt.

Vor vurdering ovenfor er alene baseret på "end-points" som overlevelsesgevinster og recidivfri overlevelse. Mere bløde "end-points" vil i tiltagende grad blive aktuelle. Her tænkes på behandlinger, som gavner kræftpatienter uden nødvendigvis at medføre levetidsforlængelse. Den gavnlige indflydelse er reduktion i antal af sengedage i sygdomsforløbet, smertelindring, anden form for symptombedring eller forbedring i livskvalitet. Det er ikke muligt på nuværende tidspunkt at vurdere behov for sengedage, ambulatoriebesøg og medicin i de onkologiske centre hertil. I sin yderste konsekvens kan dette medføre, at der skal flyttes sengedage fra medicinske og kirurgiske afdelinger til onkologiske enheder.

I kapitel XII er opgjort ressource og økonomiske konsekvenser af de fremlagte anbefalinger til en øget indsats. Det anførte behov for sengedage og ambulante behandlinger indenfor ovennævnte diagnosekategorier er vurderet på landsplan. Dette betyder, at der ikke er taget hensyn til, hvordan fordelingen bør være mellem de centrale og de decentrale onkologiske afdelinger. For bedst muligt og rationelt at udnytte den eksisterende ekspertise er en udvidelse af de eksisterende enheder mere hensigtsmæssig end etablering af nye.

19 Det skal bemærkes at det i udmeldingen fra Kræftstyregruppen i forbindelse med udsendelsen af Delrapport 1 i sommeren 1999 blev vurderet, at der skulle anvendes 5 mio. kr over 5år til implementering af nyt direktiv vedrørende kvalitetssikring. Det vurderes imidlertid i en arbejdsgruppe tilknyttet Evalueringscenter for Sygehuse at direktivet vil skulle implemnteres på højvoltstrålebehandlingsafdelingerne senest i år 2001. Derfor skal der formentlig afsættes 5 mio. kr over 2 år til dette formål.


 


Sidst opdateret 04-02-2010

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |