Skip navigation


2. De offentlige tilbud til sindslidende


 

2.1. Indledning

Amter og kommuner er i dag ansvarlige for en bred vifte af forskellige tilbud til sindslidende.
Hvilke og hvor mange af de forskellige tilbud, der er relevante for den enkelte sindslidende afhænger af lidelsens karakter og den sindslidendes egne ønsker, når der ses bort fra de helt særlige situationer, hvor tvangsmæssig behandling i henhold til psykiatriloven kommer på tale.

Mennesker med en sindslidelse er ikke en homogen gruppe, men er forskellige med hensyn til ønsker, behov og ressourcer. Kravene til sammenhæng og kontinuitet knytter sig særligt til de tilfælde, hvor den sindslidende benytter op til flere af de forskellige tilbud, herunder ikke mindst i forløb, der involverer indlæggelse og udskrivning fra psykiatriske afdelinger i sygehusvæsenet og længerevarende - evt. livslang - tilknytning til distriktspsykiatrien og de sociale støttetilbud.

I dette kapitel beskrives indledningsvis ganske kort sundhedsvæsenets og socialsektorens forskellige tilbud. Derefter bliver omstillingen i psykiatrien væk fra de tidligere store totalinstitutioner omtalt, og i forlængelse heraf beskrives nogle helt overordnede udviklingstræk i samordningen af indsatsen i amterne og mellem amterne og kommunerne.


2.2 Oversigt over amtslige og kommunale tilbud til sindslidende


De samlede offentlige tilbud til sindslidende i sundheds- og socialsektoren består i punktform overordnet af følgende:

  • Praktiserende læger
  • Privatpraktiserende psykiatere
  • Sygehuspsykiatrien

    - Åbne/lukkede sengeafdelinger samt afdelinger med mulighed for skærmning
    - Dagafsnit
    - Sygehusambulatorier
    - Psykiatriske skadestuer, udrykningstjenester m.v.

  • Distriktspsykiatrien
    - Medicinsk og terapuetisk behandling
  • Socialpsykiatriske og kompenserende støttetilbud
    - Dagtilbud, herunder væresteder, aktivitetssteder, undervisning, beskæftigelse m.v.
    - Botilbud og bostøtte
    - Støtte- og kontaktpersoner

Ansvaret for opgaveløsningen er fordelt således, at amterne varetager de sundhedsmæssige ydelser samt den socialpsykiatriske indsats overfor den mindre gruppe af svært sindslidende med længerevarende og særlige behov for støtte og omsorg.

Kommunerne varetager de almene socialpsykiatriske opgaver, mens amterne varetager de nævnte specialiserede opgaver.

Hovedstadsområdet skiller sig ud i forhold til dette generelle billede. Her er opgaverne fordelt sådan, at Hovedstadens Sygehusfællesskab tager sig af de sygehus- og distriktspsykiatriske tilbud, mens Københavns og Frederiksberg kommuner varetager de socialpsykiatriske tilbud.

Sundhedsmæssige ydelser
I sundhedsvæsenet er hovedindgangen for den sindslidende – som for alle andre patienter – den praktiserende læge. Dennes rolle uddybes i kapitel 3, men det skal fremhæves, at et stort antal mennesker hvert år behandles hos de praktiserende læger for psykiske lidelser. Det skal også fremhæves, at de praktiserende psykiatere årligt behandler et betydeligt antal patienter, som har behov for en mere specialiseret behandling end den, der kan ydes i almen praksis. Set i relation til kommissoriet for udvalget er det dog overvejende de patienter, hvor der sker henvisning til sygehusvæsenet, som er i fokus.

Sygehusvæsenets tilbud omfatter dels egentlig indlæggelse på åbne eller lukkede sygehusafdelinger, ambulant behandling på de psykiatriske afdelinger og i distriktspsykiatrien.

Sygehuspsykiatrien omfatter sengeafsnit, dagafsnit og ambulatorier, hvor behandlingstilbuddene omfatter medicinsk behandling, forskellige terapiformer og aktiviteter som værkstedstræning etc. Sygehuspsykiatrien omfatter også de psykiatrisk skadestuer m.v.

Distriktspsykiatri defineres i Sundhedsstyrelsens "Målsætninger for kvalitet i distriktspsykiatrien" som et ambulant tværfagligt behandlingstilbud, etableret lokalt med tæt tilknytning til den stationære psykiatriske sygdomsbehandling i sengeafdelingerne, i et tæt samarbejde med andre berørte sektorer, specielt socialsektoren. Distriktspsykiatrien omfatter medicinsk og terapeutisk behandling.

De socialpsykiatriske ydelser
Den særlige sociale indsats i forhold til sindslidende bliver i dansk sammenhæng som hovedregel betegnet som den socialpsykiatriske indsats.

Videnscenter for Socialpsykiatri har i bogen "Kvalitet i socialpsykiatrien" defineret socialpsykiatri som den sociale indsats, som ydes for at støtte mennesker, der, som følge af en sindslidelse, ikke kan få opfyldt deres grundlæggende sociale rettigheder i de almindelige sociale tilbud.

Socialpsykiatriens fokus er hverdagslivet og udgangspunktet er taget i konkret praktisk arbejde med at skabe tilbud til de sindslidende, der i modsætning til tidligere ikke er indlagt langvarigt på psykiatrisk sygehus.

Den sociale indsats er en støtte til at få et hverdagsliv, som fungerer så sammenhængende og hensigtsmæssigt som muligt, og omdrejningspunktet i støtten er kontakten mellem bruger og medarbejder. Det centrale faglige mål er at støtte den sindslidendes evne til at fungere i forhold til samfundet og til at etablere et socialt netværk, og til i det hele taget at håndtere sit liv med en psykisk lidelse.

Amternes socialpsykiatriske tilbud omfatter mere specialiserede botilbud, beskæftigelses- og aktivitetstilbud og samværstilbud. Kompenserende specialundervisning af sindslidende er ligeledes en amtslig opgave, og i nogle amter er der en relativt tæt kobling mellem det socialpsykiatriske og det uddannelsesmæssige system.

Kommunerne varetager styringen af midlertidige botilbud, støtte i eget hjem, akut- trænings- og aflastningsboliger, støtte- og kontaktpersoner, være- og aktivitetssteder og praktisk bistand i hjemmet. Dertil kommer hjemmepleje samt varetagelsen af den forsørgelsesmæssige side for de personer, der ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet.

Det skal endelig fremhæves, at det er kendetegnende for både sundhedsvæsenet og socialsektoren, at personalet er sammensat af en række forskellige faggrupper, og at flere af disse faggrupper optræder i begge sektorer.

 

2.3 Omstillingen i indsatsen for sindslidende


Det er velkendt, at psykiatrien har undergået meget store forandringer over de seneste 10 – 20 år. Den organisering af tilbuddene til sindslidende, vi ser i dag, er således et resultat af bevægelsen væk fra de store totalinstitutioner, som statshospitalerne repræsenterede, frem til den nuværende decentrale organisering af opgaveløsningen, hvor langtidsindlæggelse kun helt undtagelsesvist finder sted.
De tidligere totalinstitutioner er blevet beskrevet som karakteriseret ved lukkethed, fjernhed og afsondring fra samfundet. Behandlings- og omsorgstilbudet er beskrevet som beskyttende, begrænsende og umyndiggørende - nærmest omklamrende – og med manglende fleksibilitet i opgaveløsningen. Institutionerne havde en hierarkisk struktur, hvor lægegruppen var den helt dominerende faggruppe.

Den gradvise afvikling af totalinstitutionerne og etableringen af distriktspsykiatrien og de nye sociale støttetilbud indebar, at flere instanser nu fik ansvar for delopgaver i forhold til den sindslidende. Koordinationen og sikringen af sammenhængen i tilbudene til den enkelte sindslidende var herefter ikke længere forankret organisatorisk ét sted.

Det forhold, at ansvaret for indsatsen for de sindslidende i dag er forankret i flere regier, har været medvirkende til at fremme en dynamisk proces, hvor tilbuddene fagligt og kvalitetsmæssigt er blevet udviklet. For ud over den organisatoriske ændring har omstillingen i psykiatrien overordnet også handlet om at skabe åbenhed om opgaven, dynamik i udviklingen af tilbuddene til sindslidende, nærhed og om at fremme integrationen af de sindslidende i samfundet - i lokalmiljøet.

Omstillingen, afprøvningen og udviklingen af nye tilbud betød imidlertid også brud i den sammenhæng, som var indeholdt i totalinstitutionernes tilbud.

Det mest åbenlyse problem i omstillingsprocessen var den generelt utilstrækkelige koordinering af nedlæggelsen af de mange hospitalssenge inden de nye distrikts- og socialpsykiatriske tilbud var tilstrækkeligt udbygget.

Blandt andet med psykiatriaftalerne for perioderne 1997 – 1999 og 2000 – 2002 har regeringen og amter og kommuner prioriteret en hurtigere udbygning af de nye tilbud.

Opdelingen af indsatsen for de sindslidende i flere organisatoriske enheder har en række fordele for den sindslidende. Det giver således bredde og dermed valgmuligheder og kan desuden bidrage positivt til en nuanceret tilrettelæggelse af indsatsen og til et samlet tilbud med mange facetter.

Opdelingen af indsatsen indebærer imidlertid også, at der er et vedvarende behov for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem tilbuddene, således at den sindslidende oplever de forskellige offentlige tilbud som en helhed. Det samlede offentlige tilbud er herved som udgangspunkt baseret på en samarbejdsstrategi – ikke på konkurrence.

Det forventes med andre ord, at de mange involverede parter samarbejder på tværs af administrative opdelinger. De enkelte tilbud forventes at tilpasse sig påvirkninger fra en dynamisk omverdens krav, og ikke kun tænke på egen organisation og dens udvikling. Det gælder også m.h.t. at justere i forhold til de forandringer, der måtte ske i andre tilbud på området. Udgangspunktet er, at hver organisation eller hvert tilbud har sin kerneopgave, men kun kan løse en begrænset del af den samlede behandlings- og støtte- og omsorgsopgave.

I dette netværk af organisatoriske enheder og med mange forskellige faggrupper involveret, varetages koordineringen af den samlede opgave ikke af en enkelt instans. Men målet er, at den decentraliserede og komplekse vifte af tilbud spiller sammen som et netværk uden brud eller huller, således at den sindslidende oplever sammenhæng i indsatsen. Udvalget finder, at der er grund til at anerkende, at der i amter og kommuner i planlægningen af indsatsen for de sindslidende generelt er opmærksomhed på vigtigheden af at sikre sammenhæng i tilbuddene. Men der er tale om en proces, og hvor der fortsat er behov for at udvikle samarbejdet både i omfang og i kvalitet.

Udvalget vil samtidig understrege, at det vurderes som positivt, at tilbuddene til sindslidende i dag består af en langt bredere vifte af tilbud end tidligere. Balancen ligger nu i at kunne opretholde systemets og tilbudenes dynamik, skabe de individuelle løsninger, der svarer til den enkelte sindslidendes behov, og samtidig sikre en klar ansvars- og opgavefordeling og koordinering. Målet er, at tilbudene til den enkelte hænger sammen på tværs af sektorerne og hænger sammen i et kontinuerligt forløb.


2.4 Samordning og samarbejde på tværs


I anledning af 25-året for amternes overtagelse af ansvaret for sygehuspsykiatrien udgav Amtsrådsforeningen i april 2001 en publikation om organiseringen af psykiatrien i amterne.
Det fremgår heraf, at der op gennem 90'erne og i starten af 2000 i de fleste amter er sket en omorganisering af psykiatrien. Det nævnes, at dette afspejler dels periodens øgede fokusering på mennesker med sindslidelse, og dels ønsket om at styrke indsatsen med flere og nye tilbud og mere sammenhæng i indsatsen.

Tendensen på amtsplan er en sammentænkning af sygehus- og socialpsykiatrien. Flere amter har samlet indsatsen i ét politisk udvalg og én forvaltning. Nogle har etableret psykiatrisekretariater til styrkelse af samarbejdet på tværs af amtets forvaltningsdele og andre har særlige samarbejdsfora til information og udvikling på tværs.

Når det gælder samarbejdet mellem kommuner og amter, antager det i praksis mange forskellige former. Her nævnes til illustration en række af eksempler:

  • Formaliserede samarbejdsaftaler mellem et amt og kommunerne i amtet.
  • Politiske sociale udviklingsudvalg.
  • Politiske kontaktudvalg.
  • Politiske styregrupper.
  • Permanente følgegrupper med politikere og embedsmænd.
  • Embedsmandsudvalg og planudvalg.
  • Regionaliserede psykiatriledelser, koordinationsgrupper/ lokalpsykiatriledelser.
  • Dialogfora.

I en del af ovennævnte fora ses der lokalt en del eksempler på, at bruger- og pårørendeforeninger er repræsenteret.

Den ideelle model for organisering af og samarbejdet om indsatsen er ikke fundet, og den findes næppe. Amterne vil antagelig også fremover organisere og samordne psykiatrien på forskellig vis ligesom samarbejdet mellem amter og kommuner vil antage forskellige former.

Udvalget ser det som positivt, at der fortsat afprøves forskellige organisations- og samarbejdsmodeller inden for og på tværs af amter og kommuner.

 


Sidst opdateret 10-07-2009

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |