
Regeringen og KL samarbejder om at understøtte kommunernes arbejde med at oprette borgerservicecentre.
Datasikkerhed
Datatilsynet har tilkendegivet, at datasikkerheden i borgerservicecentre skal styrkes. Det skyldes især, at medarbejderne i borgerservicecentre tit varetager mange forskellige opgaver og derfor har adgang til mange forskellige it-systemer.
På den baggrund har daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium, KL og Datatilsynet i fællesskab skrevet en publikation om datasikkerhed i borgerservicecentre, hvor kommunernes it-medarbejdere, sikkerhedsmedarbejdere og ledelse kan finde svar på, hvordan de kan leve op til de sikkerhedskrav, der gælder for borgerservicecentre.
Guide om etablering af borgerservicecentre
KL og det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium har i fællesskab udarbejdet en guide om etablering af borgerservicecentre. Guiden beskriver, hvilke retlige rammer der er for oprettelse af borgerservicecentre. Desuden giver guiden inspiration til de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med etablering af et borgerservicecenter.
Publikationen 'Guide om etablering af borgerservicecentre'
Kommunale borgerservicecentre
Et kommunalt borgerservicecenter er en enhed, hvor borgeren kan møde frem og få ekspederet en række forskellige kommunale sager eller få hjælp til at finde den rigtige medarbejder i kommunen. Der er typisk tale om funktioner som f.eks. udlevering af blanketter, registrering af flytninger, behandling af ansøgning om boligydelse osv. Ofte varetager borgerservicecenteret også vejviserfunktioner i forhold til andre myndigheder. Mange kommuner har allerede i dag denne type enheder, ofte kaldet 'Servicebutikken', 'Kvikskranken', 'Ekspressen' eller lign.
Kommunerne udgør borgernes hovedindgang til den offentlige sektor. Det er derfor bl.a. vigtigt, at alle kommuner overvejer at oprette et eller flere borgerservicecentre, som kan udgøre denne hovedindgang.
Borgerservicecenterloven (lov nr. 544 af 24. juni 2005 om kommunale borgerservicecentre), der er blevet vedtaget som en del af kommunalreformen, fjerner nogle uhensigtsmæssige juridiske barrierer for borgerservicecentrene.
Regeringen og KL samarbejder om at understøtte kommunernes arbejde med at oprette borgerservicecentre. Daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium og KL har derfor i fællesskab udarbejdet en guide til samtlige kommunalbestyrelser og sammenlægningsudvalg om etablering af borgerservicecentre.
Guiden beskriver, hvilke retlige rammer der er for borgerservicecentrene, og den giver inspiration til de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med etablering af et borgerservicecenter. Guiden behandler centrale spørgsmål som opstilling af visioner og mål for borgerbetjeningen, den politiske forankring og administrative organisering af borgerservicecentrene, samt hvilke opgaver der kan ligge i borgerservicecenteret. Desuden gennemgår guiden relevante emner som personale, it, rutiner, instrukser og fysiske rammer. I forbindelse med udsendelsen af guiden, sendte daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen og daværende formand for KL Ejgil W. Rasmussen et brev til alle kommunalbestyrelser og sammenlægningsudvalg om guiden.
Sidst opdateret 21-07-2010