Skip navigation


Demonstrant smittet med COVID-19

16-06-2020
PRESSEMEDDELELSE - En person, der har deltaget i demonstration for Black Lives Matter i København, er nu konstateret smittet med COVID-19. Alle deltagere i demonstrationen opfordres til særlig opmærksomhed på symptomer på COVID-19 – og om der er grund til at blive testet. En person smittet med COVID-19 har deltaget i demonstrationen for Black Lives Matter i København søndag den 7. juni. Det har Styrelsen for Patientsikkerhed kunnet konstatere gennem sit arbejde i enheden for coronaopsporing.

”Vi har i denne uge flere gange kunne konstatere, hvordan smitten er dukket frem. I Hjørring, i et fly fra Pakistan, til demonstration i København. Det er en påmindelse om, at epidemien ikke er overstået, men i høj grad stadig er til stede i vores samfund. Danskerne kan være forvisset om, at myndighederne følger udviklingen tæt og er klar til at gøre det nødvendige”, siger sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Det vides ikke, hvor personen er blevet smittet, men det kan ikke udelukkes, at vedkommende er blevet smittet under demonstrationen, eller selv har kunne smitte på tidspunktet for demonstrationen.

”Vi ved, at demonstranterne har været sammen over længere tid, og at anbefalingerne om at holde afstand ikke i alle tilfælde er blevet fulgt. Hvis der har været personer til stede ved demonstrationen, som har været smittet med COVID-19, er der derfor risiko for, at der er sket smittespredning. Det gælder især, hvis man har befundet sig tæt inde i folkemængden. Hvis man har været tæt på andre i forbindelse med demonstrationen, opfordrer vi til at blive testet. Hvis man ikke har symptomer, kan man blot booke tid på coronaprover.dk,” siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det er vigtigt, at man er særligt opmærksom på symptomer på COVID-19, hvis man har deltaget i demonstrationen:

”COVID-19 er en meget smitsom sygdom, så hvis man har deltaget i den pågældende demonstration, er det vigtigt, at man er særligt opmærksom på symptomer på smitte med COVID-19, såsom hoste og feber. Hvis man har symptomer eller mistanke om, at man kan være smittet med COVID-19, opfordrer vi til, at man isolerer sig selv og i stedet for at booke tid på coronaprover.dk, ringer til sin læge, som kan henvise til undersøgelse på et sygehus. Man skal ikke møde uanmeldt op i konsultationen, da man kan risikere at smitte andre i venteværelset,” siger Anette Lykke Petri.

Kontaktinfo:
Sundheds- og Ældreministeriets pressetelefon på 2132 4727.
Styrelsen for Patientsikkerhed på 7222 8688.

Sidst opdateret 16-06-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |