Skip navigation


Styrkelse af patientforeningers rådgivning under COVID-19

19-06-2020
PRESSEMEDDELELSE - Sundheds- og Ældreministeriet har netop afsat 13 mio. kr. til at styrke patient- og pårørendeforeningernes rådgivninger og tilbud. Mange patient- og pårørendeforeninger har oplevet en markant øget efterspørgsel på deres rådgivning under COVID-19. Det gjaldt både i begyndelsen af epidemien, men især også i forbindelse med den gradvise genåbning af samfundet. Henvendelserne spænder bredt og omhandler både de særlige risici ved COVID-19 for visse patientgrupper og det mentale pres, der f.eks. ligger i at være udsat, isoleret og bekymret for sit eget og sine næres helbred. Nogle foreninger har meldt om en stigning i antallet af henvendelser på flere hundrede procent under COVID-19.

”Patient- og pårørendeforeningerne har ydet en uvurderlig stor indsats under coronaepidemien, hvor især mennesker med kroniske sygdomme har været bekymrede og efterspurgt målrettet information. Det arbejde støtter vi nu med 13 millioner kr., så vi også fremadrettet kan understøtte det arbejde foreningerne udfører og styrke patienters og pårørendes adgang til hjælp og vejledning under og i tiden efter COVID-19,” siger sundhed- og ældreminister Magnus Heunicke.

På baggrund af midlerne vil der snarest muligt blive iværksat to tiltag. Det ene tiltag er, at der i regi af Danske Patienter etableres en fælles indgang til foreningernes rådgivninger og tilbud. Det vil gøre det nemmere og mere overskueligt for borgerne at henvende sig og få sygdomsspecifik hjælp hos den rette forening. Det andet tiltag indebærer, at der afsættes 10 mio. kr. til foreningernes støtte- og rådgivningsfunktioner for at imødekomme, at foreningerne har oplevet øget efterspørgsel og samtidigt faldende indtægter under COVID-19.

”Den solide håndsrækning, vi nu får til at styrke rådgivningerne i patient- og pårørendeforeningerne, vil komme mange patienter og pårørende til gavn. Tiden med corona har i høj grad synliggjort den vigtige samfundsopgave, patient- og pårørendeforeningerne løfter i forhold til at give sygdomsspecifik rådgivning. Rådgivernes telefoner har oplevet en mangedobling i antallet af henvendelser for råd og vejledning, hvor et tæt samarbejde mellem myndigheder og lægevidenskabelige selskaber har vist sig særdeles værdifuldt,” siger formand Klaus Lunding, Danske Patienter.

Foruden de afsatte midler er, der også etableret et partnerskab mellem Danske Patienter og Sundheds- og Ældreministeriet. Formålet er at understøtte patient- og pårørendeforeningernes rådgivning gennem den direkte kontakt med sundhedsmyndighederne og de faglige selskaber.

Partnerskabet består blandt andet af Sundheds- og ældreministeriet, Danske Patienter og deres 21 medlemsorganisationer. Samlet set repræsenterer de i alt 102 patient- eller pårørendeforeninger og tilsammen 900.000 medlemmer. Derudover består partnerskabet af Sundhedsstyrelsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Danske Regioner, KL og De Lægevidenskabelige Selskaber.

Kontaktinfo:
Sundheds- og Ældreministeriets pressevagt på tlf.: 21 32 47 27

Sidst opdateret 19-06-2020

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |