Skip navigation


Akutlægehelikoptere kommer i luften 1. oktober

30-09-2014
NYHED – Døgnet rundt vil de nye akutlægehelikoptere være klar til at tage sig af alvorligt syge og tilskadekomne patienter. Akutlægehelikopterne får baser i Ringsted, Skive og Billund.

Tre nye akutlægehelikoptere er fra 1. oktober klar til at gå på vingerne og hjælpe alvorligt tilskadekomne patienter.

Det sker som følge af finanslovaftalen for 2013, hvor regeringen og Enhedslisten blev enige om en landsdækkende ordning med akutlægehelikopterne. For regeringen handler det om at skabe tryghed døgnet rundt.

I dag den 30. september vil indvielsen af akutlægehelikopterne finde sted i Billund. Her vil sundhedsminister Nick Hækkerup og formand for Danske Regioner Bent Hansen officielt indvie de tre helikoptere.

Og det er med stor glæde, at Nick Hækkerup sender de nye helikoptere i luften:

”Jeg er stolt over, at vi har et beredskab, der kan være hurtigt fremme hos de mennesker, der er alvorligt syge og tilskadekomne. Med de nye helikoptere kan vi hurtigere hjælpe patienterne, og det er vigtigt.”

Regionernes akutlægehelikoptere skal fungere som et supplement til de allerede eksisterende akutberedskaber. Indtil nu har der været to forsøgsordninger med akutlægehelikoptere, der dækkede en stor del af landet. I Region Syddanmark har man fået hjælp af en nordtysk akuthelikopter, og den ordning fortsætter.

Der er tilknyttet 35 læger til akutlægehelikopterne, som alle er erfarne speciallæger i anæstesiologi, som indbefatter anæstesi, intensiv behandling og akut præhospital indsats. Selve baserne for akutlægehelikopterne er opbygget næsten ens, så personalet hurtigt og nemt kan finde rundt, uanset hvor i landet, de er på vagt.

Udover Nick Hækkerup og Bent Hansen vil også formanden for Region Syddanmark, Carl Holst og flere borgmestre deltage i indvielsen.

Yderligere oplysninger:
Pressemedarbejder Marie Louise Hagemeister, tlf: 61 82 77 44


Sidst opdateret 30-09-2014

Kontaktinformation

Holbergsgade 6
1057 København K
 | tlf: 72269000
 | EAN: 5798000362055
 |